Patriots-duo tangerer Super Bowl-rekord

New England Patriots-quarterback Tom Brady (tv.) og cheftræner Bill Belichick er klar til deres sjette Super Bowl efter at have ydmyget Indianapolis Colts 45-7 i AFC-finalen. Foto: EPA
Læs mere
Fold sammen

Der ville være mange tomme sider i NFL-annallerne uden Bill Belichick og Tom Brady. Natten til mandag føjede New England Patriots-duoen endnu et kapitel til deres glorværdige karrierer, der nu kraftigt kandiderer til at være de bedste i historien inden for hver deres felt, ved at ydmyge Indianapolis Colts med 45-7 i AFC-finalen hjemme på Gillette Stadium nær Boston.

Sejren gør Patriots klar til den sjette Super Bowl med Belichick ved roret og Brady bag center. Dermed tangerer duoen rekorden for flest optrædener i Super Bowl for en cheftræner og en spiller. Vinder Patriots om to uger over de forsvarende mestre fra Seattle Seahawks vil duoen med titel nummer fire også tangere rekorden for flest Super Bowl-sejre for en træner og en quarterback, som henholdsvis Chuck Noll samt Terry Bradshaw og Joe Montana lige nu er indehavere af. Det er 10 år siden, Patriots senest vandt det eftertragtede Vince Lombardi-trofæ. I både 2008 og 2012 tabte Patriots til New York Giants i Super Bowl.

Mens Seahawks tidligere søndag måtte igennem en dramatisk og historisk comeback-sejr for at besejre Green Bay Packers 28-22 i overtid i NFC-finalen, var der aldrig for alvor tvivl om udfaldet af AFC-finalen. Patriots gik til pause med en føring på 17-7, men tre touchdowns i træk i tredje quarter afgjorde opgøret. Tom Brady ramte på 23 ud af 35 kast for 226 yards, tre touchdowns og en interception, inden han med tre minutter igen kunne lade sig udskifte, mens tilskuerne med stående ovationer taktfast sang hans navn. Med 20 sejre har 37-årige Brady nu vundet flere kampe i slutspillet end 21 af de 32 NFL-hold. Det var andet år i træk, Patriots sendte Colts ud af slutspillet på overbevisende facon, og holdet vandt også det indbyrdes møde i grundspillet.

Med Patriots og Seahawks stående tilbage er det andet år i træk, at de to topseedede hold fra hver konference mødes i Super Bowl. En bookmaker i Las Vegas havde umiddelbart efter Patriots' sejr Seahawks som favorit med ét point.