Parken prioriteres som finalestadion i pokalturneringen
Nationalstadionet i København vil lægge græs til pokalfinalen i 2027, hvis FC København ikke kvalificerer sig.

Nationalstadionet i København vil lægge græs til pokalfinalen i 2027, hvis FC København ikke kvalificerer sig.

Parken i København vil blive prioriteret som det stadion, der skal lægge græs til pokalfinalen i fodbold i 2027.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Divisionsforeningen.
Parken bliver værtsstadion, hvis FC København ikke kvalificerer sig til finalen.
Det skyldes, at det tidligere i år blev besluttet, at et hold så vidt muligt ikke må have fordel af hjemmebane i finalen.
Derfor arbejdes der med tre prioriteringer. De andre er Brøndby Stadion og Esbjerg Stadion.
Det betyder, at finalen står til at blive spillet i Esbjerg, hvis det ender med, at FCK og Brøndby tørner sammen i finalen 6. maj 2027.
Det var i september, at Divisionsforeningen meddelte, at det skal være slut med, at en af finalisterne har hjemmebanefordel.
Traditionen om, at pokalfinalen spilles i Parken, blev på den måde formelt aflivet.
Baggrunden for beslutningen er sportslig retfærdighed og den "kendsgerning", at vinderen får en "attraktiv vej til de europæiske klubturneringer", lød det.
RITZAU