Paris-Roubaix handler om livet og døden og alt det indimellem

Man kan trække meget brutal lærdom ud af et simpelt cykelløb, når det begynder at ligne et destillat af tilværelsens trædemølle.

Det er på mange måder passende, at Paris-Roubaix ofte lægger sig tæt op ad påskedagene. Det er nemt at se parallellen til Via Dolorosa – Smertens Vej. Fold sammen
Læs mere
Foto: DIRK WAEM

Dagene løber som heste. Livet passerer revy. Hjulene ruller, og tiden går.

I dag er det 117. gang – hverken mere eller mindre – at brostensklassikeren Paris-Roubaix køres med start nord for Paris og slutdestination i et stykke strukturelt udmarvet Udkantsfrankrig, der kun synes at blomstre i kraft af den næring, cykelløbet kommer forbi med den ene gang om året.

Jørgen Leth, som efter sin afsked med TV 2 ikke skal give sin stemme til løbet i år, har med det poetisk svungne filmdigt »En Forårsdag i Helvede« fra 1976 om nogen været med til at forsølve Paris-Roubaix.

Filmen har gennem årene været stærkt medvirkende til at løfte løbets status fra en visnende anakronisme sidst i 1980erne til en plads i almanakken som en af sportens mest prestigefulde begivenheder. Og man kan uden at tage noget fra Leths omfattende produktion godt hævde, at hans visionære arbejde med det gamle cykelsvineri i det nordlige Frankrig også har været karrieredefinerende.

Paris-Roubaix er som størrelse blevet mægtigt i vælde.

Paris-Roubaix har været en forårsdag i helvede gennem 117 år. Her er det i 1937. Fold sammen
Læs mere

Det er også, som den tidligere løbsdirektør Jaques Goddet sagde, »en sidste akt af vanvid«. Men midt i galskaben er der så alligevel masser af mening gemt. Måske er det en af grundene til, at løbet har det med at blive hængende i krop og sjæl hos dem, der har været tæt nok på.

Sportens helligdomme

Jeg tog selv på jomfrutur til Paris-Roubaix i 1999. Udsendt for nærværende avis. Og det er på mange måder svimlende at skulle forholde sig til, hvordan 20 år kan erodere som løsagtigt sand mellem de brostenslagte paveer, der hvert år sender nyreblødningsfremkaldende rystelser gennem feltet.

Andrea Tafi vandt den dag i 1999, da han kørte ind på cementvelodromen i Roubaix efter at have flået sig fra af feltet med 37 kilometer til mål. Med godt og vel to minutter ned til forfølgerne var det tidsnok for den robust byggede italiener til at lade sig fejre med oratorisk tribunebrus, inden forfølgere med navne som Peeters, Steels, Hincapie, Planckaert og Vandenbroucke kunne køre den sidste rest af støvhvinende lunger ud for at ramme de sekundære placeringer.

Der findes steder i sportens verden, som udgør en slags helligdom. Amen Corner på Augusta-golfbanen er sådan et sted. Wimbledons Centre Court et andet. Og The Kop Anfield i Liverpool kunne sagtens være et tredje. Der er historie knyttet til den slags steder med et spand over generationer. Fra far til søn. Mellem venner. Dem, der er her endnu, og dem, der forsvandt. De levende og de døde. Der kan også findes både triumf og tragedie indlejret i erindringen.

Biologiens ur kender ingen nåde

Man kan nemt blive fortryllet af et løb som Paris-Roubaix. Ikke mindst, hvis man som Andrea Tafi har spillet en hovedrolle.

Den nu 52-årige italiener lancerede i vinter sin drøm om at køre dette års udgave for at fejre 20-året for sin sejr. Alene tanken var langt ude, for biologiens ur kender ingen nåde i cykelsport. Selv Rolf Sørensen ville vel kende sin begrænsning her. Men forfængelighedens bål kan brænde vedholdende og sindet være bristefærdigt af illusioner. Muligvis endda selvbedrag. Det behøver man sådan set ikke være en pensioneret cykelstjerne for at kende til, selv om Tafis comebackplaner med et smukt benspænd fra skæbnen blev definitivt spoleret af et træningsstyrt og et brækket kraveben.

Rolf Sørensen efter Paris-Roubaix i 1997. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS BJØRN LARSEN.

Forfatteren Oscar Wilde beskrev i 1890 besnærende i »Billedet af Dorian Gray«, hvordan et menneske indgår en pagt om aldrig at blive ældre mod at lade sit portræt ældes i stedet.

»Tænk, hvis det blot var omvendt! Hvis det var mig, som blev ved at være ung, og billedet, som blev gammelt! Jeg – jeg – ville give alt for det! Ja, der er ikke noget i denne verden, jeg ikke ville give! Jeg ville give min sjæl for det!« lyder det fra den unge Dorian Gray, der ender med at blive konfronteret med en hæslig karikatur af det menneske, han engang var.

På den måde går der også en lige linje mellem Andrea Tafis kuldsejlede comeback og en af litteraturhistoriens store, fiktive skikkelser. Oh, ungdom og det evige liv med virile watt i piberne.

Tænk også Bjørn Borgs smertelige genkomst med træketsjer og pandebånd efter otte års fravær. The 2nd coming of Borg var så pinagtigt, at selv garvede tenniskommentatorer kan få mavekneb og koldsved, hvis det trækkes frem af glemmebogen. Og så lader vi ellers boksesportens talrige ringvrag hvile i fred.

Et sindbillede på Smertens Vej

Det er på mange måder passende, at Paris-Roubaix ofte lægger sig tæt op ad påskedagene.

Løbet er ikke bare fuldtonet cykelmytologi for brutale brostensbetvingere. Der er også allegorisk forestillingskraft.

Det handler som altid om opofrelse, sammenbrud, katarsis og genopstandelse i fortællingen om de 257 kilometers væddeløb, og man skal ikke rode længe i fotoarkiverne for at se det som et sindsbillede på Smertens Vej.

Værst, selvfølgelig, er Paris-Roubaix, når det leverer med tragisk udgang som sidste år, hvor den 23-årige belgier Michael Goolaerts døde som følge af et hjertestop under løbet.

I sådanne øjeblikke bliver Ole Ritters ord om, at »I har brug for at se os sejre … men fandme også til at se os dø« i et interview med Kurt Thyboe fra 1975 lige lovligt nærværende og bogstavelige.

Ikke desto mindre har Ole Ritter ret så langt, at vi i hvert fald i symbolsk forstand har brug for at se sportens skikkelser være andet end perfekte, velsmurte sejrsmaskiner, men også sårbare, fejlagtige, uperfekte … og dødelige.

Når det går løs i morgen sådan lidt efter kirketid, er der tid til også at se efter kometen Kasper Asgreen, der har været en tiltrængt åbenbaring fra dansk side i foråret.

Brostenssæsonen har ret beset været en skuffelse for de danske ryttere som Søren Kragh Andersen, Michael Valgren, Mads Pedersen og Magnus Cort, som langtfra har levet op til forventningerne. De to sidstnævnte er at finde på startlisten sammen med veteraner som Matti Breschel og Lars Bak.

Med eller uden danske farver i front, vil der nok alligevel være gåsehudsgaranti i »En forårsdag i helvede«.