Palle gambler med Kessler

Mogens Palle har sat mange penge til på at føre Mikkel Kessler frem på tronen i super- mellemvægt. Derfor valgte han af nød at ty til Hans Henrik Palm-konstruktionen til den forestående VM-kamp for at optimere sin chance for siden hen at hente noget af det tabte tilbage.

Man siger, at det kræver uhørt mod at kravle gennem bokseringens tove og træde ind på kanvassen med visheden om, at derinde står en anden mand, hvis ypperste mål er at slå dig ud.

Det er så ganske fristende at tilføje, at scenariet er stort set det samme udenfor ringen, om end risikoen dér ikke er fysiske prygl. Her er det i stedet pengene, der ruller. Så store penge, vel og mærke, at det kræver en ordentlig portion is i maven og snuhed, når vi taler om at arrangere en stor VM-kamp, som den mellem den dobbelte verdensmester Mikkel Kessler og Librado Andrade fra Mexico.

I det spil kendte den mangeårige promotor og manager Mogens Palle sin økonomiske formåen til punkt og prikke. Og derfor lagde han i samråd med den tidligere bokser, pengemanden Hans Henrik Palm, sin dristige, men også meget risikofyldte slagplan.

Umiddelbart følte Mogens Palle nemlig ikke, at han havde tegnebogen til at satse de små 10 millioner kroner, som det store VM-stævne som minimum ville koste at bringe til Danmark. TV-aftalen med DK4 kunne slet ikke godtgøre en så stor satsning, og Canal Digital afviste at stille den fornødne garanti. Hans Henrik Palm stod til gengæld klar med risikovillig kapital, men satte sig så til gengæld også på hele stævnet og indtjeningsmulighederne.

»Der opstod den her mulighed med Kessler, som jeg bare ikke kunne sige nej til. Der skete det, at Mogens Palle ringede til mig. De senere år har vi ikke været i nærkontakt med hinanden, som vi nu er igen. Han siger, at hans næste arrangement ikke kan hænge sammen økonomisk med den aftale, han har med DK4. Han siger: Jeg vil meget gerne have denne kamp på hjemmebane, fordi jeg har bygget Mikkel op til det, han er i dag som dobbelt verdensmester. Men jeg vil komme til at sætte penge til. Hvad vil du sige til, at du får din promotorlicens igen og bliver medlem af WBC - og går ind og byder på den kamp - og ser, om vi kan byde kampen hjem. Jeg tænkte mig om og gjorde mig nogle overvejelser, om jeg bare kunne få break even på sådan et stævne. Det vurderer jeg så til at være en rimelig forretning,« siger Hans Henrik Palm.

Det greb koster altså Team Palle muligheden for at få del i et eventuelt overskud på Parken-stævnet. Indtægterne beløber sig i stedet til de lidt mere end to millioner kroner, som Mikkel Kesslers manager Bettina Palle får af den såkaldte purse - de 10,2 millioner kroner, som Hans Henrik Palm vandt arrangørretten til VM-kampen med.

Samtidig erkender Mogens Palle, at det møjsommelige og grundige benarbejde med at føre Mikkel Kessler frem til toppen af supermellemvægt har kostet en del flere millioner. Senest et større underskud, da Mikkel Kessler besejrede Markus Beyer i Parken på grund af TV-balladen med ARD.

Drømmen om USA
»Det har da kostet os en hulens masse penge at bygge Mikkel op til det, han er i dag. Da Mikkel blev verdensmester måtte vi eksempelvis også lige betale 50.000 dollar ekstra til Don King, for at Mikkel kunne træde til, da Mads Larsen blev skadet. Vi har stort set sat til siden 2003. Da valgte jeg jo at fortsætte med professionel boksning, selv om vi ikke havde en TV-aftale,« siger Mogens Palle, hvis selskab International Entertainment efter regnskabsåret 2005 har en egenkapital på små tre millioner kroner.

Derfor erkender Mogens Palle også, at han spiller højt spil, for han betragter samtidig Kessler kommende modstander som en overordentlig grim opgave.

»Du kan da godt sige, at det er skuffende, at vi ikke får mere ud af det her stævne. men Canal Digital ville jo ikke betale prisen. Så lad os sige det på den måde, at vi med det her skaktræk med Palm har medvirket til, at Mikkel Kessler får den her svære kamp på hjemmebane. Sportsligt betyder det jo alverden, og det skal jo også ses som en investering for fremtiden,« siger Mogens Palle.

Det ville nemlig være ganske fatalt, hvis Mikkel Kessler taber VM-bælterne og skal starte forfra både sportsligt og udgiftmæssigt.

»Det er da klart, at det her er en meget risikabel investering. Og det er da spørgsmålet, om vi nogensinde får indhentet det tabte. Men hvis Mikkel vinder, så er der pludselig gode muligheder for at vinde noget af det tabte tilbage i USA,« vurderer Mogens Palle.

Drømmen hedder Bernard Hopkins. Og ifølge Mogens Palle kan det blive en mulighed den 14. juli i USA. Her skal Hopkins bokse, men der er endnu ikke sat navn på modstanderen.

»Så taler vi jo om helt andre penge, og der vil i så fald også falde noget af til os. Personligt vil jeg selvfølgelig gerne have nogle af pengene tilbage, men det sportslige har altså også stor prioritet for mig. Min kone synes jo, at jeg var vanvittig, da jeg valgte at fortsætte i 2003,« fortsætter Mogens Palle.

Først må han dog sætte al sin lid til, at Mikkel Kesslers næver baner vejen til USA. Både sportsligt og økonomisk. For både Kessler selv og Team Palle.

Læs i morgen interview med Hans Henrik Palm.