Thomas Franks Tottenham kunne med en sejr over pointløse Wolverhampton spille sig inden for to point af topholdet Liverpool i Premier League. Men Franks mandskab skuffede.

Alligevel vil modstanderen, bundproppen Wolverhampton, være mere skuffet. Gæsterne førte indtil det fjerde tillægsminut, hvor João Palhinha fik reddet 1-1 hjem til Tottenham.

Dermed kommer Tottenham på 11 point efter seks kampe, mens mestrene fra Liverpool topper tabellen med 15 point trods nederlag lørdag.

For Wolverhampton var lørdagens point det første i sæsonen. Fem nederlag havde holdet indkasseret inden da.

Efter en lige start satte Thomas Franks tropper sig solidt på opgøret, og der stod Tottenham på det meste i resten af halvlegen.

Skarpheden i de afgørende situationer var imidlertid en mangelvare.

Den tidligere FC Nordsjælland-kreatør Mohammed Kudus fik bolden i nettet efter 27 minutter, men han stod i klar offsideposition.

Trods spilovertaget var det langt hen ad vejen en lidt undervældende præstation af London-holdet, som også havde problemer efter pausen.

Wolverhampton havde det fint med at stå lidt afventende og vente på muligheden. Og den kom små ti minutter efter pausen.

Hjemmeholdets keeper Guglielmo Vicario så ikke for godt ud, da han parerede et forsøg efter et hjørnespark ud i feltet, hvor udeholdets stopper Santiago Bueno let kunne skrabe riposten ind.

Målet tilføjede kun yderligere grus til det i forvejen skrantende Tottenham-maskineri. Spillet hang slet ikke sammen, og det var tættere på 2-0 end 1-1.

End ikke i slutfasen formåede Tottenham at få lagt et pres i jagten på en udligning, men miraklet indtraf i 94. minut.

På kanten af feltet blev bolden lagt af til midtbanemanden João Palhinha, og med en følt inderside til det lange hjørne afværgede han den helt store bet for hjemmeholdet.

/ritzau/