På klingen: Som man søger får man svar

Krigen på dopingfronten bliver først og fremmest ført med Tour de France som omdrejningspunkt. Andre sover Tornerosesøvn trods blinkende advarselslamper.

Det er blevet sagt om doping, at det er som en kræftsvulst i den moderne idræt.

Symbolikken er klar nok. Og ja, doping er af det ondartede, selv om man med en vis ret kan mene, at før vi for alvor vidste om skidtet, levede vi i lykkelig og naiv uvidenhed.

Som cykelsportsinteresseret er der i dag ikke nogen vej udenom en form for stillingtagen. Nogle af sportens strunke flager bekvemmeligt med det ultraliberalistiske lad-dem-dope-sig standpunkt. Andre igen stikker strudsehovedet i busken i selvpåført uvidenhed, nogle vender sig væk i væmmelse, og så er vi vel også en flok, for hvem miseren efterhånden bare er en kende for sammensat.

Nemt er det ikke. Med mindre man naturligvis vælger slet ikke at tematisere eller mistænkeliggøre andre sportsgrene over samme læst, som det bliver cykelsporten til del.

For fåår siden mødte jeg en nu forhenværende landsholdsspiller i Vedbæk, som storpralede med de 18 kilo muskler, han havde tillagt sig på rekordtid i sin udenlandske klub.

Enhver vil imidlertid vide, at det er umuligt at pumpe sig op i den størrelse uden brug af anabole steroider på godt og vel et år. Men uden en regulær kontrolinstans kunne vedkommende i princippet have gjort hvad som helst for at få en overkrop som en dørmand.

Og jeg? Tjah, jeg spillede kyllingen fra Christianshavn, trak forsorent på skuldrene og overlod hastigt scenen til stampersonellet af danske fodboldjournalister. Og jeg skal hilse og sige, at de ikke taler om doping, så længe der er tvivl om højre backplads.

Aldrig.

Det er også en måde at omgå problemet på. For hvis brugen af doping ikke er til debat, eksisterer problemet ikke. Sådan levede cykelsportens biokemiske parallelverden et stille liv helt frem til Festina-affæren i 1998.

Det kan man lære en masse af. Men spørgsmålet er, om andre er villige til at tage ved lære. For nylig åbenbarede en tysk toptræner, at brugen af stimulanser har været udbredt i Bundesligaen. Det affødte en opringning fra Ritzaus Bureau til Bjarne Goldbæk, som harmdirrende undsagde budbringeren. Resten var medietavshed, hvad enten der var noget om Neuruhrers snak eller ej.

I går kunne den sydafrikanske legende Gary Player opsigtsvækkende nok karakterisere det som »en kendsgerning«, at brugen af doping i golf finder sted på topniveau. Udtalelsen faldt kuriøst nok samtidig med, at Robert Hawkes, cheflæge på European Tour, er i vildrede om, hvordan et givent dopingsystem skal fungere. Endsige hvad man skal teste for, så man begynder ikke på det pjat før en gang til næste år.

Hvorfor der kun er at sige: Sov bare videre, Tornerose.