På klingen: Overdosis

Roen sænkede sig over pressecentret, hvor flere af de neutrale observatører ellers har jublet højlydt, hver gang Contador angreb Michael Rasmussen.

Jeg skulle ikke langt op ad berømte Aubisque før den første bare danske mave og et par grønne Tuborg viste sig.
Sådan en dag er der sgu noget ved at være dansker. Langt fra hjemmet, godt med øl og tankerne rettet sådan cirka seks timer frem, når selveste den gule trøje fra Tølløse lufter storformen på Tourens sidste bjerg. For til sidst at triumfere på toppen.
Der er mere en tætpakket hele vejen op. Mange nationaliteter samlet til fest og verdens hårdeste cykelløbs kongeetape. Forventningsfulde, trofast ventende - de fleste har overnattet der - på landevejens helte i nærmest naturstridig kamp med en legendarisk tinde.
Jeg har skrevet det før, men man skal ikke langt væk fra de glade fans, før man i det telt, som udgør dagens pressecenter, udelukkende møder alvorlige mænd og kvinder, der er ved at begrave cykelsporten, som unægtelig også selv gør, hvad den kan i noget, der minder om en selvmorderisk overdosis.
Man kan ikke undgå at føle sig noget skizofren. Det er altså dagen efter Aleksander Vinokourov er smidt ud af løbet. Uanset hvad jernmanden fra Kasakhstan har af undskyldninger, er der ingen vej udenom. Han er knaldet for bloddoping. Og i går røg Christian Moreni samme vej på grund testosteron. Han kører i øvrigt for det franske Cofidis hold, der var blandt dem, der demonstrerede mod doping ved starten.
»Det er slut med cykelsporten,« er gamle Eddy Merckx citeret for i L'Equipe. Så kan det næsten ikke blive værre, men jeg tror ikke det bekymrer de mange glade mennesker på bjerget, der i en helt anden betydning nærmest tigger om en overdosis pedaltramp.
Hvis man i øvrigt tror, at pressecentret er sådan et neutralt sted, tager man helt fejl. De seneste dage har man oplevet, at hvad der burde være objektive kolleger har klappet og jublet hver gang Contador angreb Rasmussen. Det er seriøsitet, der vil noget. Egentlig uhyggeligt tankevækkende, at det er de samme mennesker, der hver dag sætter dagsordnen ved de franske morgenborde.
»Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det var aldrig sket, hvis en franskmand, en italiener, eller en spanier var i den gule trøje. Uanset hvor stor mistanke, der var mod ham,« som en erfaren amerikansk kollega sagde den anden aften.
Alle har vi vores tvivl, men her på bjerget er al form for juridisk anstændighed sat ud af kraft. Rasmussen er en snyder, der skal klynges op, synes at være holdningen. Jo før, des bedre. Han har heller ikke været smart, og indicierne mod ham kommer man ikke udenom, men enhver rimelig tvivl bør som bekendt komme den tiltalte til gode, hvorfor jeg egentlig midt i dette overdosiskaos har en smule sympati for den bare mave, der sikkert af hele sit rød-hvide hjerte bliver ved med at råbe:
»Kom så Michael!«