På klingen: Er bægeret halvtomt eller halvt fyldt?

Dopingsagen mod T-Mobiles Patrik Sinkewitz, som i går fik tysk TV til at trække stikket ud, kommer med dårligst tænkelige timing.

Så gik den ikke længere. Knap halvvejs inde i Tour de France blev Patrik Sinkewitz indhentet af en positiv doppingprøve foretaget uden for konkurrence den 8. juni.

Det var dårlige nyheder for et Tour de France, som foreløbig var gået fri af sager i stil med dén, der sidste år kastede en grum skygge ind over løbet og vinderen Floyd Landis i særdeleshed.

De tyske TV-kanaler ARD og ZDF reagerede da også konsekvent ved at opretholde deres løfte om at ville fyre en skrider fra verdens største cykelløb, hvis begivenheden i det franske ikke kunne erklære sig dopingfrit. Det nyimplementetrede Reinheitsgebot fra de tyske mediemastodonter var således ikke tomme tønders retoriske buldren. Det var og er et entydigt signal om, at også massemedierne kan have en aktiv rolle at spille frem for blot at rende sponsorer, organistationer, ryttere og sportsdirektører på dørene for at holde dem moralsk ansvarlige på vegne af cykelsporten.

Det skal så blive spændende at se, om ARD, ZDF eller for den sags skyld andre rettighedshavere også vil holde fanen højt, når det kommer til andre sportsbegivenheder. Vil man reagere med samme rigide nultolerance, hvis ikke FIFA kan præstere et VM uden tilskueruroligheder, og hvordan vil dopingtemaet spille ind i transmissionspolitikken under næste års OL i Beijing?

Nå, den tid den sorg. Og så tilbage til Tour de France og tilfældet Sinkewitz. For selvfølgelig endnu en højt profileret dopingsag langt fra, hvad cykelsporten har brug for lige nu.

På den anden side må man glæde sig over flere forhold ved den aktuelle sag. For det første, at Sinkewitz er blevet testet positiv ved et overaskelsesesvisit uden for konkurrence. Og for det andet, at det omfattende kontrolsystem ser ud til at virke, eftersom selv relativt store navne ryger i fælden i modsætning til for år tilbage, hvor det kun var selvkørende fæmikler, som havde fejlvurderet medicineringen.

Man kan altså håbe, at glasset er halvt fuldt forstået på den måde, at kontrollen af cykelsporten generelt og stigmatiseringen af den enkelte rytter har en vis præventiv effekt. Eller man kan erklære glasset halvt tømt ud fra betragtningen om, at oprydningen langt fra er fuldbyrdet og heller ikke ser ud til nogensinde at blive det.

Det er vel et temperamentsspørgsmål, hvordan man vurderer forholdet mellem glas og indhold. Personligt vil jeg tillade mig at være forsigtig optimist bedømt på de mange tiltag over en bred front for at gøre op med brugen af forbudte stimuli, der trods alt finder sted i cykelsporten. Selvom Sinkewitz næppe er sidste sinke i sagaen om biokemisk fusk.