På klingen: Endnu en dag mod enden

Bortset fra de mest energiske dopingjægere og de højt opstemte spanske journalister, der snart kan skrive sommerens store jubelreportage, har resignationen sænket sig over verdenspressen. Dog nye anklager mod den nye gule trøje.

Ikke for at lyde som en mavesur gammel mand, men da Sandy Casar i går vandt en i stort regi ligegyldig Tour-etape, rejste en journalist sig op og klappede i pressecentret.

Det er manden selvfølgelig i sin gode ret til, men hvem husker lige den franske triumf, når året er omme, må jeg have lov til at spørge.

Derimod husker man i Holland, at folkekære Michael Boogerd kæmpede som en gal for sejren, men endte på sidstepladsen blandt de fire udbrydere, der totalt dominerede etapen.

I Holland har man nemlig været lige så splittede, som holdningerne tilsyneladende er derhjemme. Hollandske kolleger har fortalt mig, at man faktisk havde taget den noget mystiske Michael Rasmussen til sig. Ikke som en vanvittig populær skikkelse, men immervæk en mand, der kunne køre sejren hjem til et hollandsk mandskab, der indtil for få dage siden havde fuld opbakning fra publikum og sponsorer.

Om de fortsat har det om nogle uger må afhænge af, hvordan »affæren Rasmussen« ender.

I Frankrig er der nu også rejst lokal kritik af den gule trøje Alberto Contador. Guderne skal vide, at man som dansker ville have ønsket, at Rasmussen havde spillet med mere åbne kort. Uanset hvad der er sandt og løgn i sagen. Det havde pyntet med orden i papirerne, så vi var sluppet fra, hvad der måske ender i opslidende retssager.

Men den enes sportslige død fik Contador på banen, hvilket fik os til at huske, at han på et tidspunkt optrådte i sidste sommers Operacion Puerto doping sag.

I går blev der båret mere brænde til bålet. »Hans præstation er mistænkelig. Jeg stoler ikke på ham,« sagde AG2R holdets sportsdirektør Vincent Lavenu således i aftes.

Naturligvis blot endnu en påstand, men i dette lukkede selskab endnu en, begrundet eller ej, anklage, endnu en mistænkeliggørelse, der nok skal få arrangørerne på mærkerne.

Egentlig har jeg ikke så meget imod Contador. Eller for den sags skyld Cadel Evans. Eller hvem der nu vinder. Og sådan tror jeg, de fleste kolleger har det. De mest energiske dopingjægere er fortsat oppe på mærkerne, hvilket selvfølgelig er fint nok, men ellers synes resignationen at brede sig.

Dog ikke blandt spanierne, der hylder Contador og hans store sejr.

Tillykke med det.