På klingen Dopingkamp på lige vilkår

Hvad har amerikansk baseball og europæisk cykelsport med hinanden at gøre? Alt for lidt, har den seneste uge dokumenteret.

Der er ikke noget som en rask lille tvist mellem højtprofilerede sportspersonligheder. Tag nu den seneste af slagsen, hvor den danske cykelrytter Michael Rasmussen som en del af sit eget efterhånden ret spredehaglsanlagte defensorat, har anklaget sin norske kollega Thor Hushovs for også at have kørt Tour de France i sommer med et par af de famøse advarsler for misligholdt oplysningspligt på samvittigheden.

Det, hævder Hushovd i gårsdagens udgave af avisen VG, er en lodret løgn fra hans spinkle danske modstykke på en cykel. Et typisk bluff for at aflede fokus fra Rasmussens egen penible og langt fra afsluttede affære, lyder det opbragt fra Hushovd. Så hvis Rasmussen i denne sag således har omgået sandheden lemfældigt, er det ikke første gang, og derfor er det ikke svært at lade tvivlen komme Thor Hushovd til gode i denne sammenhæng.

Andre steder i sportens verden bliver kampen mod doping ført med tiltagende styrke og fokus. Amerikansk baseball har senest oplevet noget, der kan minde om begyndelsen på cykelsportens syndefald i og omkring Festina-skandalen tilbage i 1998. Det er artige sager, den tidligere senator George Mitchell i sin godt 400 sider store rapport har gravet frem i Major League Baseball, der i lighed med NFL og NHL spilles i privatejede ligaer med sin egen autonomi set i forhold til andre dele af idrættens verden.

Mitchells digre rapport om forholdene i baseball vidner ikke bare om et massivt misbrug af steroider og væksthormon blandt de hårdtslående batsvingere; reaktionen på afsløringerne er også et vidnesbyrd om, at spillerne og deres bagland helst ikke ser nogen utidig indblanding i festen. I et land, hvor der er flere sagførere end renovationsarbejdere, rasles der da også allerede med den juridiske sabel. Og det skal blive interessant at se, om der nogensinde bliver basis for at føre en disciplinærsag og implementere strikse dopingkontroller som man ser det andre steder i sportens verden.

Man kan håbe det. Mest af alt fordi også dopingkampen skal være en kamp på lige vilkår og præmisser. Det er, for nu at tage et eksempel fra helt andre boldgader, ikke betryggende, når man i helholdsvis Kina og Rusland tager en brøkdel af de dopingprøver, andre og mere regelrette lande kontrollerer deres atleter med. Og man kan være helt sikker på, at Kazakhstan aldrig af egen drift var kommet ud i en sag som Michael Rasmussens for blot at holde stien ren.

Vil vi have en fair sport på lige vilkår og uden brug af forbudte stoffer, må vi have klare og harmoniserede linier på tværs af landegrænser idrætslige ideologier. Ellers bliver det uvægerligt klassens pæne drenge, som kommer sidst i mål.