På klingen: Åbenhed varer længst

Michael Rasmussens overvejelser om kun at holde hof for en snæver og indkapslet kreds af journalister er alt andet end det, han og cykelsporten har brug for i en presset tid.

Under Golf-krigen lærte vi begrebet embedded journalism at kende.

Det var journalister, der rapporterede fra krigszonen i nær kontakt med den ene parthaver i en blodig og uigennemsigtig konflikt. Og som en del af kontrakten skulle de udsendte mediefolk skrive under på en erklæring om, hvad man kunne og måtte formidle fra koalitionstroppernes rækker under krigen i Irak.

Hvorfor nu bringe en blodig krig på banen midt under et Tour de France?

Jo, det handler om Michael Rasmussen og Rabobank-holdets pressestrategi på hviledagen i dag. Michael Rasmussen og hans hollandske bagland forsøgte i går at trumfe igennem, at kun TV 2 og en hollandsk journalist kunne føre ordet.

Når man overhovedet har haft den strategi til overvejelse, hænger det naturligvis nøje sammen med den turbulens og de spørgsmål, der trænger sig på hos indehaveren af den gule trøje. Altså vedrørende advarsler for misligholdt oplysningspligt og en pakke med et sofistikeret blodpræparat, en tidligere træningspartner i 2002 uforvarende skulle have slæbt med til Michael Rasmussen i Italien.

Det er klart, at man vil foretrække at fokusere fuldt og helt på det sportslige aspekt, ikke mindst når man er midt i et konkurrencemoments hotteste faser. Men manden i den gule trøje er undtaget denne lovmæssighed. Sådan har det om ikke andet været i nyere tid. Fordi cykelsporten er så hårdt belastet af dopingproblemer og under pres fra mange sider. Derfor hviler der også et særligt ansvar på løbets ledende skikkelse. Han skal kunne svare. På vegne af sig selv og for sin sport.

Det er ikke meget, man kan savne Lance Armstrongs syv år lange herredømme i Tour de France for. Men jeg har personligt overværet en del hviledagspressemøder, hvor Tourminatoren fra Texas har skullet besvare insinuationer og mere eller mindre spekulativt konstruerede spørgsmål. Hvad man end mener om Armstrongs skyldighed, ligger en ting fast: Amerikaneren havde ordet i sin magt, han kiggede folk i øjnene og gik i kødet på medie­mennesker, han følte sig uretfærdigt beklikket af.

Sammenlignet med andre idrætsfolk talte Lance Armstrong som en durkdreven politiker. Muligvis i konflikt med sandheden. Men uden at nogle til dato har fået skovlen under ham. Det var effektivt spin.

Som det kan ses andetsteds i nærværende avis, er Michael Rasmussens tilstedeværelse i årets Tour til debat hos andre aktører i verdens vigtigste cykelløb. Det bør man ikke sidde overhørig, når man er i Rasmussens sko. Bjergkongen må ride den del af mediestormen af med åben pande og det tungebånd, som fra naturens side er godt skåret til.

Om det så er nok, vil tiden vise. Men også i disciplinen at kommunikere må Rasmussen nu vise formatet.