Selv Tadej Pogacar kan løbe tør for energi.

Det sker forbløffende nok stort set aldrig, når han sidder på sin cykel. Men 15 dage i træk i Tour de Frances førertrøje med alle de forpligtelser, der følger med, endte trods alt med at sætte sine spor.

På pressekonferencen efter løbets næstsidste etape til Alpe d'Huez var han i gang med at besvare endnu et spørgsmål, da han ganske enkelt måtte give op.

Han forsøgte igen og igen at finde en passende afrunding på sin lange enetale, men endte hver gang på vildspor. Til sidst sukkede han dybt, lænede sig tilbage mod væggen og stirrede tomt frem for sig med mørke rande under øjnene.

- Sorry, venner. Jeg er bare træt, sagde han.

Det er værd at hæfte sig ved, når det drejer sig om Tadej Pogacar. For det ser sjældent særlig anstrengende ud, når han sidder i sadlen og tramper sine modstandere ud i glemslen.

Han kan komme i mål efter store etaper og fortælle om, hvordan han var lige ved at knække, selv om han knap nok er forpustet.

Han kan give nogle af verdens bedste bjergryttere tre minutters forspring på Alpe d'Huez og alligevel vinde overlegent.

Han kan triumfere på cykelsportens mest ikoniske stigning og bagefter hævde, at han ikke anede, at det var noget særligt.

Det er det, 176 modstandere har været oppe imod siden starten i Barcelona 1. juli. Eller rettere, siden 2023, da Pogacar senest tabte et Tour de France.

Han var en af de bedste, da han var helt ung. Som 27-årig er han i praksis umulig at have med at gøre.

Hvis han har haft én dårlig dag på cyklen, siden han for tre år siden brød sammen under Jonas Vingegaards pres på Col de la Loze, har han skjult den godt.

I Tour de France har han for vane efter store sejre at fortælle, at han følte sig utilpas for et par dage siden. Eller på hviledagen. Eller på etapen i går.

Hvis det er rigtigt, er der mange ryttere, der vil give meget for at have det som Pogacar, når han har det skidt.

Hans femte Tour de France-sejr er uden tvivl den mest suveræne.

Ikke så meget på grund af en sejrsmargin på mere end seks minutter og fem etapesejre inden Paris. Mere fordi det har virket for let.

Det har set ud, som om han kunne vinde, når han gad, og han har formentlig foræret tre etapesejre væk undervejs.

Han kørte sin holdkammerat Isaac del Toro frem til sejr på 2. etape, undlod demonstrativt at spurte mod Remco Evenepoel på 15. og sluttede med at agere en slags hjælperytter for del Toro på sidste Alpe d'Huez-etape.

Det sidste var den klareste demonstration af den knusende overlegenhed, Pogacar har haft i et Tour de France blottet for spænding.

Man kan tolke det, som om det ikke længere er nok for ham "bare" at vinde verdens største cykelløb. Han har haft brug for et sideprojekt, og det projekt er blevet del Toro.

Den 22-årige mexicaner er et af cykelverdenens mest lysende talenter. At han var med som hjælper, er en del af forklaringen på, at Pogacar har siddet så tungt på løbet.

Stortalentet blev toer i Giro d'Italia sidste år og kunne igen have kørt som kaptajn i den italienske grand tour eller i Vuelta a España. I stedet valgte han at tage til Touren som hjælper i luksusklassen.

Det har Pogacar aldrig lagt skjul på sin taknemmelighed for. Som da han inden starten blev spurgt, hvad han ønskede for del Toro i de forestående tre uger.

- At han vinder Tour de France, lød svaret.

Det var en kæk overdrivelse, men det har tydeligvis været Pogacars ambition, at holdkammeraten skulle vinde en etape og slutte på podiet. Og når han sætter sig noget for i disse år, plejer det at lykkes.

Med til at forstærke indtrykket af Pogacars suverænitet har været det totale fravær af en udfordrer.

Hans dueller med Jonas Vingegaard siden 2021 har været en gave til løbet, og da danskeren udgik med et brækket kraveben før anden hviledag, forsvandt den sidste flig af spænding.

Selv om også Vingegaard i de senere år har haft svært ved at finde modtræk mod rivalen, var han trods alt den eneste ud over Pogačar, der stillede op med en målsætning om at vinde.

Da han forlod løbet, rykkede Remco Evenepoel op på andenpladsen og erklærede, at hans primære ambition var at forsvare den.

Hvor Vingegaard gik på jagt, når Pogacar accelererede, orienterede Evenepoel sig mod dem, der kunne true hans position.

Det kunne man ikke fortænke ham i, og belgieren kørte et imponerende Tour de France. Det var bare dræbende for dynamikken i løbet.

Nok er Tour de France for mange tv-seere et hyggeligt sommerferieritual. Men det er først og fremmest en benhård sportskonkurrence med millioner af lidenskabelige fans langs ruten og mange flere hjemme i stuerne.

Selv om det kan være en skelsættende oplevelse at se store idrætsfolk sætte nye standarder for, hvad man kan præstere, lever sporten især af spænding og uforudsigelighed. De ting har trange kår i Tour de France lige nu.

De højlydte buhråb langs vejen, da Pogacar kørte solo mod en sikker sejr på 10. etape, fortalte, at nogle tilskuere er trætte af dominansen. Ligesom nogle var trætte af Chris Froome og før det af Lance Armstrong.

Det tog Pogacar i stiv arm. Han har i det hele taget været i bedre humør end sidste år, hvor han virkede, som om han bare ventede på at komme hjem.

Tilbage står spørgsmålet, hvor længe hans verdensherredømme varer ved.

Den femte Tour de France-triumf bringer ham op på siden af Jacques Anquetil, Eddy Merckx, Bernard Hinault og Miguel Indurain, og med hans sult efter at sætte rekorder må man forvente, at han vil jagte en sjette sejr.

Selv har han flere gange slået fast, at han ikke kommer til at køre mange år endnu. Og selv Tadej Pogacar kan blive træt.

RITZAU