OVERBLIK: Tottis karriere byder på et hav af rekorder

Francesco Totti har spillet sin sidste kamp i Roma-trøjen. Han nåede at spille i 25 år på topplan.

Læs mere
Fold sammen

Rom. Francesco Totti spilede søndag aften sin sidste kamp for Roma, da holdet vandt 3-2 hjemme i Rom over Genoa og dermed sikrede sig en plads i næste sæsons Champions League.

Efter kampen flød tårerne både på banen og på tilskuerpladserne, da Francesco Totti efter 25 års tro tjeneste takkede af.

Totti nåede i alt 786 kampe for Roma og scorede 307 mål. Han er til dato den ældste spiller, der har scoret i Champions League.

Her følger en oversigt over Tottis karriere i den røde trøje.

* Født 27. september 1976 i Rom.

* Starter i klubben Lodigniani som tiårig.

* Skifter til Lazio tre år senere - Romas ærkerivaler.

* Roma rækker hånden ud efter Totti samme år og får ham til klubben.

* 28. marts 1993: Han er 16 år gammel, da han får debut i Serie A.

* 27. februar 1994: Totti spiller sin første hele kamp i Serie A for Roma.

* 31. oktober 1998: Som 22-årig overtager han anførerbindet efter Romas legendariske forsvarsspiller Aldair og bliver den yngste anfører nogensinde i Serie A.

* 1999: Bliver kåret som den bedste unge spiller i Serie A.

* 2000: Bliver kåret til den bedste fodboldspiller i Serie A.

* 17. juni 2001: Totti scorer i 3-1 sejren over Torino, der sikrer Roma den første Serie A-titel siden 1983.

* 2001: Bliver kåret som den bedste italienske spiller i Serie A.

* 2003: Bliver igen kåret som bedste italienske spiller i Serie A.

* 2004: Spytter på danske Christian Poulsen til en kamp ved EM. Totti får tre spilledages karantæne, og Italien ryger ud efter den indledende runde.

* 2006: Italien vinder VM med Totti på holdet.

* 2006: Scorer 26 mål og bliver topscorer i Serie A.

* 2008: Bliver kåret som bedste italiener i Serie A for femte gang i karrieren.

* 30. september 2014: Scorer i Champions League-opgøret mod Manchester City tre dage efter sin 38-års fødselsdag.

* 11. september 2016: I en kamp mod Sampdoria tangerer han Paolo Maldinis rekord med 25 sæsoner som aktiv i Serie A.

* 25. september 2016: Scorer sit mål nummer 250 i serie A to dage før sin 40-års fødselsdag.

* 20. oktober 2016: Spiller sin europæiske kamp nummer 100 for Roma i en Europa League-kamp mod Austria Wien.

* 28. maj 2017: Spiller sin kamp nummer 619 i Serie A for Roma, da de vinder 3-2 over Genoa og sikrer sig andenpladsen i Serie A.

/ritzau/AFP