OVERBLIK: Sådan gik det Danmark ved OL tirsdag

Det danske dressurhold klarede akkurat ikke at ride en medalje hjem i OL-finalen. Danmark blev nummer fire.

Cathrine Dufour på hesten Bohemian i aktion i holdfinalen i dressur. Det danske hold var spået en god medaljechance, men tre andre nationer var stærkere i finalen, og dermed endte Danmark som nummer fire. Christian Bruna/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Følgende danskere var i aktion tirsdag ved OL i Tokyo:

Judo

63-kiloklassen, 16.-delsfinale: Lærke Marie Olsen tvang kampen mod den canadiske favorit Catherine Beauchemin-Pinard ud i en afgørelse i golden score, men her sejrede canadieren og stoppede Lærke Marie Olsens OL-færd.

Badminton

Damedouble, gruppekamp: Maiken Fruergaard/Sara Thygesen tabte overraskende i tre sæt til Setyana Mapasa/Gronya Somerville fra Australien. Den danske duo er dermed ude af OL.

Herredouble, gruppekamp: Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen tabte i to sæt til Hiroyuki Endo/Yuta Watanabe fra Japan. Begge par var allerede inden kampen sikret en plads i kvartfinalen. Med sejren gik japanerne videre som gruppevinder, mens danskerne avancerer som gruppetoer.

Sejlsport

Laser Radial, 5. og 6. sejlads: Anne-Marie Rindom hoppede med to fjerdepladser fra tredje- til førstepladsen i den samlede stilling. Dermed har Rindom sat kurs mod OL-guld. Der sejles igen torsdag.

49'er FX, 1., 2. og 3. sejlads: Ida Marie Baad/Marie Thusgaard kom fint fra land og ligger nummer fire samlet efter tirsdagens tre sejladser, der gav placeringer som nummer 14, 4 og 3.

49'er, 1., 2. og 3. sejlads: Jonas Warrer/Jakob Precht og de øvrige 49'ere nåede kun en enkelt sejlads tirsdag, mens 2. og 3. sejlads blev udsat på grund af for lidt vind. Den danske båd opnåede en sjetteplads i første sejlads.

Skydning

10 meter riffel, hold, kvalifikation: Steffen Olsen/Anna Skade Nielsen sluttede som nummer 21 i første kvalifikationsrunde og er ude. Kun de otte bedste hold gik videre.

Bordtennis

Herresingle, 16.-delsfinale: Jonathan Groth var godt med i de tre første sæt mod franske Simon Gauzy, men danskeren tabte alligevel i fire sæt med cifrene 10-12, 9-11, 9-11 og 5-11. Han er dermed færdig ved OL.

Mountainbike

Cross-country: Malene Degn og Caroline Bohé blev henholdsvis nummer 12 og 13 i et løb, der blev totalt domineret af de schweiziske kvinder, der tog sig af både guld, sølv og bronze.

Dressur

Hold, finale: Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth og Nanna Merrald endte som nummer fire i holdfinalen. Danmark var spået en god medaljechance, men Tyskland, USA og Storbritannien leverede bedre på dagen og snuppede medaljerne.

Svømning

200 meter butterfly, indledende: Helena Rosendahl Bach er klar til OL-semifinalen. Hun blev samlet tier på tværs af de indledende heats, der efter afbud kun talte 16 svømmere, som altså alle er klar til semifinalerne. Danskeren var knap to sekunder langsommere end kinesiske Yufei Zhang, der var hurtigst af alle.

800 meter fri, indledende: Alexander Aslak Nørgaard og Anton Ørskov Ipsen var som ventet et godt stykke fra de bedste og de otte finalepladser. Nørgaard blev nummer 19, mens Ipsen sluttede som nummer 21 ud af 33 svømmere.

Kilder: Ritzau, tokyo2020, DIF. olym.dk.

/ritzau/