I slutningen af juli præsenterede Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) idéen om at etablere et kommercielt selskab, Fifa Forward Enterprise (FFE).

Selskabet skal bruges til at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.

Det skabte stor utilfredshed blandt medlemslandene, særligt i Europa, og siden har præsident Gianni Infantino været i et regulært stormvejr.

Infantino trak forslaget om FFE tilbage, men det lagde ikke et låg på den kogende gryde af utilfredshed.

Her er et overblik over de seneste ugers rystelser i international fodbold:

* 28. juli:

I en pressemeddelelse offentliggør Fifa, at man arbejder på at oprette et selvstændigt kommercielt selskab, der skal bruges til at sælge andele af Fifas turneringer til private firmaer.

Flere medier har allerede beskrevet planerne, der med det samme er modtaget med kraftig kritik, heriblandt fra Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

* 29. juli:

Uefa indkalder til et krisemøde med medlemslandene.

Dansk Boldspil-Union (DBU) og flere nationale forbund har inden mødet modtaget et brev fra Fifa om planerne.

I brevet har de nationale forbund fået en deadline frem til 19. september til at svare, om de støtter projektet. Hvis landene støtter forslaget, venter der flere investeringspenge fra Fifa.

* 30. juli:

Efter et møde mellem medlemslandene melder Uefa ud, at man er klar til at boykotte VM i protest mod Fifas planer.

Boykotten gælder i samtlige turneringer, som Fifa arrangerer.

- Det er helt udelukket at tiltræde en aftale af den her karakter, hvor vi inviterer private investorer ind i hjertet af Fifa. Vi vil derfor støtte alle tiltag, der er nødvendige for at stoppe det her projekt, siger DBU-formand Jesper Møller.

Det Nordamerikanske, Centralamerikanske og Caribiske Fodboldforbund tilslutter sig Uefas kritik. Concacaf truer dog ikke med boykot af Fifa-turneringer, ligesom Uefa gjorde.

* 31. juli:

De to store kontinentale forbund får tilslutning af Det Asiatiske Fodboldforbund (AFC) i kritikken af Fifa.

Carlos Cordeiro, der er seniorrådgiver for Fifa-præsident Gianni Infantino, siger op i protest mod forbundets planer.

Flere europæiske politikere kritiserer også Infantino. Heriblandt EU's sportskommissær, Glenn Micallef, og Storbritanniens premierminister, Andy Burnham.

* 1. august:

Fifa dropper planerne om at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer. Projektet har skabt for stor splittelse, lyder begrundelsen fra præsidenten.

Uefa glæder sig over, at planerne er droppet, men understreger, at tilliden til Fifa er væk. Det europæiske forbund mener ikke, at Infantino lever op til den gennemsigtighed, han i sin tid gik til valg på.

DBU-formand Jesper Møller mener, at Gianni Infantino snart bør være fortid som Fifa-præsident.

Concacaf kræver en "grundig granskning" af Infantinos ledelse.

* 3. august:

Fodboldforbundene i Sverige og Wales trækker officielt støtten til et genvalg af Fifa-præsident Gianni Infantino. De har mistet tilliden, lyder det.

* 4. august:

Internt i Fifa er der også uro. Generalsekretær Mattias Grafström skriver i en intern besked, der bliver lækket, til Fifas ansatte, at han ser et trist forløb i de droppede planer om at sælge andele af Fifas turneringer til private firmaer.

Grafström mener, at der er tale om en række kritisable begivenheder, som er svære at forstå og acceptere.

Ali bin al-Hussein, der er præsident for Jordans fodboldforbund, anklager på X Infantino for afpresning.

Gianni Infantino indkalder Fifas top til et krisemøde i Rabat i Marokko. Det skriver flere medier, heriblandt engelske The Times og Sky News.

* 5. august:

I kølvandet på krisemødet udsendes en skriftlig udtalelse, hvor Infantino erkender, at der blev begået fejl i forbindelse med planerne om at sælge andele af Fifas turneringer.

Det er Infantinos første offentlige undskyldning, siden han præsenterede og senere trak FFE-planerne tilbage.

Det franske medie Le Monde beretter, at blandt andre Arsène Wenger, der er udviklingschef, og fodbolddirektørerne for henholdsvis herre- og kvindefodbold, Jill Ellis og Sarai Bareman, nægtede at deltage i mødet.

Kevin Lamour, der er driftsdirektør i Fifa, har offentligt kritiseret Infantino og var ifølge det franske medie slet ikke inviteret til mødet.

RITZAU