Otte russere er klar til atletik-VM under neutralt flag

Otte russiske atletikudøvere har fået tilladelse til at deltage ved VM i atletik på trods af udelukkelse.

Foto fra Iris. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har givet otte russiske atletikudøvere tilladelse til at deltage ved VM i atletik, der begynder 4. august i London.

Udøverne har fået mulighed for at deltage under neutralt flag, skriver Reuters. Og mens otte udøvere altså har fået lov til alligevel at deltage, har 53 andre fået afslag.

Alle russiske atletikudøvere var oprindeligt blevet suspenderet fra at stille op i internationale atletikkonkurrencer under eget flag.

Det Internationale Antidopingagentur (Wada) mener nemlig, at Rusland har benyttet sig af et statskontrolleret dopingprogram.

Det er derfor ikke uden strenge krav, at de otte udøvere kan få lov til at deltage ved VM på det olympiske stadion i London.

Ifølge IAAF's retningslinjer skal de eksempelvis bevise, at de ikke har spillet en rolle i forhold til det russiske atletikforbunds manglende dopingkontrol.

Blandt de udøvere, der nu får lov til at deltage, er den 31-årige hammerkaster Sergej Litvinov, der vandt bronze ved EM i 2014.

Også Ilya Ivaniuk, der er U23-europamester i højdespring fra 2013, og Alayna Lutkovskaya, der er juniorverdensmester i stangspring fra 2014, kan være med ved VM.

/ritzau/