Ostapenko har krammet på Wozniacki før kvartfinale

Den 19-årige lette Jelena Ostapenko har hidtil været en skrækmodstander for Caroline Wozniacki.

Jelena Ostapenko fra Letland har vundet tre gange af tre mulige over Caroline Wozniacki. Scanpix/Lionel Bonaventure
Læs mere
Fold sammen

Tennisspilleren Caroline Wozniacki er på papiret i favorittens rolle, når hun tirsdag klokken 14 spiller mod Jelena Ostapenko i kvartfinalen ved grand slam-turneringen French Open på grus i Paris.

Den 19-årige lette har imidlertid vundet de to spilleres tre indbyrdes opgør før tirsdagens kamp.

Her er en sammenligning mellem spillerne samt en opsummering af de indbyrdes kampe hidtil:

 

* Caroline Wozniacki:

Alder: 26 år.

Højde: 1,77 meter.

Professionel siden: 2005.

Placering på verdensranglisten: 12.

WTA-titler: 25.

Grand slam-titler: 0.

Grand slam-finaler: 2.

Karriereindtjening: 23.300.425 dollar (cirka 155 millioner kroner i 2017-tal).

 

* Jelena Ostapenko:

Alder: 19 år.

Højde: 1,77 meter.

Professionel siden: 2012.

Placering på verdensranglisten: 47.

WTA-titler: 0.

Grand slam-titler: 0.

Grand slam-finaler: 0.

Karriereindtjening: 1.288.260 dollar (cirka 8,5 millioner kroner i 2017-tal).

 

Indbyrdes kampe:

* August 2016: Første runde i WTA-turneringen i New Haven (hardcourt).

Jelena Ostapenko-Caroline Wozniacki 7-5, 6-2.

Om kampen: Caroline Wozniacki fik vendt stillingen 0-2 til 4-2 i første sæt, og foran 5-3 kunne danskeren serve sættet hjem.

Herefter gik det imidlertid helt galt for danskeren, der blot vandt to af de 12 næste partier, så hun tabte kampen.

 

* April 2017: Kvartfinale i WTA-turneringen i Charleston (grus).

Jelena Ostapenko-Caroline Wozniacki 6-2, 6-4.

Om kampen: Caroline Wozniacki var reelt chanceløs på gruset i Charleston.

Jelena Ostapenko tog teten fra stillingen 2-2 i første sæt, og siden så den lettiske teenager sig ikke tilbage.

Danskeren blev udspillet med det ene vinderslag efter det andet: "Hvis hun spillede hver dag som denne dag, ville hun være nummer et i verden", sagde Caroline Wozniacki efter kampen.

 

* Maj 2017: Anden runde i WTA-turneringen i Prag (grus).

Jelena Ostapenko-Caroline Wozniacki 5-7, 6-3, 7-6.

Om kampen: Det blev den hidtil mest lige affære mellem de to spillere. Caroline Wozniacki misbrugte en matchbold og afværgede selv fem af slagsen, inden Jelena Ostapenko vandt tiebreaken i tredje sæt med 7-5.

Caroline Wozniacki vandt første sæt, der bød på hele ni servegennembrud, men danskeren kunne ikke modstå presset fra letten i andet sæt.

I tredje sæt fik Wozniacki med to servegennembrud vendt stillingen 3-5 til 6-5.

Hun formåede trods en matchbold dog ikke at holde serv, hvorefter sættet endte i tiebreak med Jelena Ostapenko som vinder.

Kilde: wtatennis.com.

/ritzau/