Oscar Freire tvivlsom til Touren

Michael Rasmussens sejrsvante spanske holdkammerat Oscar Freire er tvivlsom til Touren på grund af siddesår.

Den spanske cykelrytter Oscar Freire er en sejrsvant herre. Sidste år havde han et stort Tour de France med to etapesejre og to tredjepladser, i år har han vundet klassikeren Milano-San Remo. Lørdag begynder Tour de France 2007, som skulle være en ny succeshistorie for Freire, men et siddesår truer hans deltagelse.

- Det er meget alvorligt. Oscar er i fare for at gå glip af Touren, siger Rabobanks pressechef Jacob Bergsma til Ritzaus Bureau.

Freire trænede to timer fredag formiddag og smører sig med salve, men siddesåret er på størrelse med et æg og meget smertefuldt. Freires største bekymring er dog ikke Touren, VM senere på året er hans primære mål. Men for Rabobank vil et Freire-afbud være en stor bet. Den nykårede hollandske enkeltstartsmester Koos Moerenhout er standby til at overtage Freires Tour-plads, hvis ikke han stiller til start på lørdagens prolog./ritzau/