Operation dødsstød

Den eneste trøst, en hårdt presset Michael Rasmussen kunne hente på hviledagen i går, var nyheden om Alexandre Vinokourovs positivtest for brug af bloddoping.

Sjældent har man set den førende rytter i Tour de France være så tæt på målet og forekomme så mærket og beklemt af de forudgående strabadser som Michael Rasmussen var det på sit og Rabobank-holdets pressemøde i går.

Den danske indehaver af den forjættede gule trøje lignede alt andet end en skikkelse, som så frem til onsdagens afgørende slag i Pyrenæerne og en oplagt mulighed for at stå på toppen af en eventyrligt karriere, som blev grundlagt i Tølløse og omegn.

Det er ikke svært at forstå Rasmussens kvaler. Dels rumsterer den famøse historie om en skotøjsæske indeholdende et sofistikeret blodpræparat stadig et sted i mediekorridorerne, dels formede pressemødet med den 33-årige klatrer sig som en lang tirade af spørgsmål, som grundlæggende var præget af en afgrundsdyb mistillid til Michael Rasmussens person.

Aldrig har jeg overværet et pressemøde være totalt renset for enhver sportslig vinkel hos alle parter. Og cykelguderne skal vide, at udviklingen dagen igennem ikke gjorde meget for at gøre journalisternes skepsis til skamme.

For udover historien om Rasmussens gemmeleg et sted i det mexicanske højland som en del af hans minitiuøse Tour-forberedelse, er også danskerens spanske rival Alberto Contador langsomt på vej retur som involveret i den betændte Operacion Puerto-affære.

Det er vel en ringe trøst for Michael Rasmussen, at han også på kontroversernes frontlinie er oppe imod ligemænd. Men værre blev det, da det hen imod aften stod klart, at den kazakhstanske forhåndsfavorit Alexandre Vinokourov er testet positiv for brug af bloddoping efter sin knusende sejr på enkeltstarten forleden.

Hvabehar!

I år 1 efter sidste års travesti om blodhundene Ivan Basso og Jan Ullrich og deres beskæmmende exit fra den verdensomspændende sportsbegivenhed, efter den amerikanske Tour-vinder Floyd Landis tåbelige testosteron-chok, får vi nu serveret endnu et stjernenavn til spot og spe.

Det er meget mere end et navn for meget. For den dobbelte etapevinder Vinokourov, hvis kazakh-stanske Astana-mandskab i forvejen blev betragtet med en til kynisme grænsende skepsis, har med denne sag kastet Tour de France og cykelsporten ud i endnu en dødskrampelignende tilstand.

Man skal være ualmindelig hårdhudet attituderelativist for at se det positive i gårsdagens udvikling. Øjensynligt har Operacion Puerto og det efterfølgende forsøg på at udstikke rene linier ikke rokket meget ved forholdene í cykelsportens absolutte elite.

Det ligner til forveksling Operation Dødsstød.