Olsens risikovillighed har også klædt ham

Morten Olsen får meget - rimelig - kritik for sine kiksede startopstillinger i dette efterår. Men vi skylder at nuancere kritikken med en anerkendelse af, at han har lært noget af historien og er blevet mindre konservativ.

benjaminblog
Benjamin Munk Lund er sportsredaktør på Berlingske Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Da Morten Olsen i 2010 havde skadede spillere som Søren Larsen og Daniel Jensen til at lunte rundt i den danske VM-trup i Sydafrika, var der mange, der undrede sig over, hvad de overhovedet lavede til et VM.

Ja, i det hele taget blev trupudtagelsen til det VM både under, men søreme også efter slutrunden, alvorligt kritiseret for, at Olsen ikke havde satset på spillere i form,men havde holdt fast i den gruppe af spillere, som i en årrække havde tjent ham flot, men som, da slutrunden kom, enten var plaget af skader eller dårlig form.

Olsen, der ellers nok kan holde fast på sine opfattelser i fodbolddebatter, leverede nogle måneder efter det skuffende VM faktisk antydningen af en indrømmelse af, at han måske havde truffet forkerte valg i sammensætningen af sin trup.

Og jeg synes, at vi siden har set en landstræner med en helt anden afklarethed omkring, at du ikke kommer på landsholdet i kraft af det, du kunne engang, hvis du ikke er i form, og hvis der står en anden formstærk spiller og byder sig til.

Det har klædt ham.

I dette efterår har man set dette slå igennem ved, at han i sine startopstillinger har satset på spillere, der i samlingerne op til kampen har udstrålet noget overskud, og det har banet vejen for spillere som Pione Sisto, Nicolai Jørgensen, Daniel Wass og senest Thomas Kahlenberg og Viktor Fischer til mere eller mindre overraskende pladser i de danske startopstillinger.

De er stort set alle faldet i gennem i større eller mindre grad, da de fik chancen.

Og en fodboldtræner bliver selvfølgelig vurderet på, om han kan ramme en startopstilling, der falder i hak,og derfor har mange eksperter og kommentatorer - jeg er en af dem - været kritiske over for Olsens tydelige udfordring med start-11'eren.

Jeg tror ikke vi skal være i tvivl om, at det også irriterer landstræneren grænseløst. Men midt i den rimelige - og jeg skal vende tilbage til, hvorfor den er rimelig - kritik, skylder vi også at anerkende, at han har turdet bryde vanerne og de sikre valg og tage nogle chancer.

Er det ikke netop det, vi har skældt Olsen ud for, at han ikke har gjort så mange gange før?

Har vi ikke netop savnet,at han satsede på spillere, der lige her og nu stod tindrende skarpe?

Sådan husker jeg meget af debatten. Og jeg husker heller ikke at have hørt ramaskrig, når Olsens opstillinger er blevet offentliggjort i dette efterår. Ramaskriget er først for alvor kommet, når det er gået galt, oplever jeg. Altså når det har været nemt at være bagklog.

I Sverige i lørdags oplevede jeg, at man fandt det spændende at smide Viktor Fischer på banen. Jeg gjorde. At Thomas Kahlenberg skulle ind, var alle stort set enige om på forhånd. Jeg var. Og at William Kvist skulle vende tilbage til startopstillingen og Wass og Højbjerg ud, kunne heller ikke skabe vild debat.

Nu gik det så bare galt, og når det så alligevel er rimeligt at kigge kritisk på det, så skyldes det, at landstræneren selvfølgelig skal være dygtigere til at sætte landsholdet end meningsmagerne. Han har fagligheden, og han har frem for alt sine forberedelsesdage med spillerne.

Det forpligter.

Okay, ikke mere nauncering af startopstillingsdebatten.

Jeg forudser, at Olsen ryster det hele en gang mere tirsdag aften. Det ville være mærkeligt, om Kvist og Kahlenberg kan beholde deres pladser i startopstillingen, og det giver helt sikkert plads til Højbjerg fra start igen, tror jeg.

Offensivt sluttede både Yussuf Poulsen og Nicolai Jørgensen så overbevisende mod Sverige i lørdags, at landstræneren selvfølgelig vil overveje dem fra start. Sporene skræmmer bare, skylder vi, at minde hinanden om. De har ikke spillet godt i deres starter i dette efterår. Men lørdag tilføjede de noget dynamik, farlighed og pågåenhed til det danske landshold. Og de skabte bedre rum til Christian Eriksen og Nicklas Bendtner.

Kampen i Parken kan blive Olsens sidste som dansk landstræner.

På det afsluttende pressemøde mandag, snerrede Olsen, da han blev spurgt til, om han forlader jobbet umiddelbart, hvis det kikser at komme til EM. Kontrakten udløber som bekendt til sommer, og den bliver ikke forlænget, har Olsen allerede for længe siden besluttet. Men Olsen fandt spørgsmålet »uberettiget,«

Det giver selvfølgelig mening, at landstræneren ikke går ind i den snak nu. Han kan imidlertid være sikker på, at det bliver en af de første snakke, der åbnes for, hvis Danmark ikke kommer til EM.

Og det vil i så fald være helt åbenlyst, at Morten Olsen selvfølgelig stopper som landstræner her og nu - eller i hvert fald med årets udgang, så DBU kan få en ny mand i gang i jobbet i god til at forberede de kvalifikationskampe frem mod VM i Rusland 2018, som begynder på den anden side af sommerferien.

Det skal Olsen ikke stå i vejen for, og det forestiller jeg mig heller ikke, at han kommer til. Han talte ved udtagelsen af truppen til Sverige-kampene om de spændende perspektiver, han ser for dansk landsholdsfodbolds fremtid. Hvis det skal følges op af handling, så gør han i tilfælde af en svipser mod Sverige hurtigst muligt plads til et nyt menneske i jobbet.