Olsen ønsker sig væk fra Vedbæk

Landstræner Morten Olsen vil have nye træningsforhold.

Morten Olsen vil væk fra Vedbæk. Arkivfoto: Claus Bech Andersen Fold sammen
Læs mere

Oversvømmede baner, sne og frost. Landsholdets vilkår på træningsanlægget i Vedbæk er ikke længere nok for landstræner Morten Olsen. Ifølge avisen 24timer drømmer han i stedet om et nyt, moderne anlæg til gavn for alle landshold under DBU.

- Det ville være fantastisk. Og jeg tænker ikke kun på A-landsholdet. Det ville være fantastisk for U-landsholdene, fordi de kunne have spillerne i lejr i to-tre dage, hvor de kun koncentrerede sig om én ting. Nemlig at spille fodbold, siger han til avisen, og løfter samtidig sløret for, at han allerede har foreslået den model for Dansk Boldspil-Union.

- Det er noget, alle trænere drømmer om, og vi har foreslået det, men det er igen et spørgsmål om muligheder, siger Morten Olsen.

Landstræneren har allerede taget konsekvensen af faren for frost og kulde ved at flytte træningslejren inden EM-kvalifikationskampen med Spanien den 24. marts til Marbella.

/ritzau/