OL-vært fjerner fælles koreansk flag efter japansk protest

Et fælles nord- og sydkoreansk flag har skabt harme i Japan forud for fredagens åbningsceremoni i Pyeongchang.

Foto: KIM DOO-HO. Det fælles flag forestiller en silhuet af den koreanske halvø, men nogle små prikker har skabt uventede problemer.
Læs mere
Fold sammen

Sydkorea har droppet at bruge et fælles koreansk flag under det forestående vinter-OL i Pyeongchang.

Nordkorea og Sydkorea havde ellers aftalt at marchere under et fælles flag i forbindelse med fredagens åbningsceremoni. Men flaget er blevet mødt med japanske protester.

Flaget forestiller en silhuet af den koreanske halvø, men nogle små prikker har skabt uventede problemer.

Prikkerne forestiller øgruppen Dokdo i havet mellem Sydkorea og Japan. Japan hævder dog, at øerne tilhører dem og kalder flaget for »uacceptabelt«.

Søndag blev det fælles koreanske flag benyttet under en testkamp i ishockey forud for vinter-OL.

Tirsdag meddeler Sydkoreas udenrigsministerium, at man vil stoppe med at bruge flaget. Det er uklart, hvilket flag der i stedet vil blive benyttet under fredagens indmarch.

Vinter-OL har bragt Sydkorea og Nordkorea tættere sammen for første gang i flere år.

Der er desuden mange historiske spændinger i forholdet mellem de to lande og Japan, der fra 1910 til 1945 koloniserede Korea.

/ritzau/AFP