OL-sølvvinder Sara Slott hædres med idrætspris

Sara Slott Petersen får Kulturministeriets Idrætspris på 100.000 kroner for ekstraordinære sportspræstationer.

Læs mere
Fold sammen

København. Den danske atletikudøver Sara Slott Petersen er årets vinder af Kulturministeriets Idrætspris 2016.

Det oplyser kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) mandag.

- 2016 har på mange måder været dit år. Du vandt EM-guld i hækkeløb, og da du vandt OL-sølv, satte du ny rekord på distancen.

- Du har også formået at kombinere det at være eliteatlet med at være mor og studerende.

- Du er en meget stor inspiration og en kæmpe rollemodel. Tak til dig fra hele Danmark, siger ministeren i sin tale til prisvinderen.

Kulturministeriets Idrætspris overrækkes for en særlig idrætspræstation eller en indsats inden for idrættens verden.

Forbund, sportsudøvere, trænere, projekter og ildsjæle inden for både elite- og breddeidrætten kan vinde prisen.

Sara Slott Petersen vandt sølv i 400 meter hæk ved OL i Rio og blev den første danske kvinde til at vinde EM-guld i samme disciplin i juli i år.

13 kandidater var indstillet til til at vinde de 100.000 kroner. Heriblandt herrernes badmintonlandshold og bryder Mark O. Madsen.

/ritzau/