OL-mester venter Wozniacki i anden runde af Miami Open

Mónica Puig fra Puerto Rico vandt natten til torsdag over australske Samantha Stosur i Miami Open.

Miami Open 2018 - Day 3 - 2018
Mónica Puig er videre til anden runde af Miami Open efter sejr over australske Samantha Stosur. Scanpix/Clive Brunskill Fold sammen
Læs mere

Miami. Det bliver den regerende OL-mester Mónica Puig, der venter den danske tennisspiller Caroline Wozniacki i anden runde af WTA-turneringen Miami Open.

Det står klart, efter at puertoricaneren vandt 6-3, 6-4 over australske Samantha Stosur i første runde.

Caroline Wozniacki har gode erfaringer fra sine møder med Mónica Puig, der ligger nummer 82 i verden.

Danskeren fører således 3-1 i indbyrdes opgør. Senest mødtes de to i Qatar i 2017. Her vandt Wozniacki sikkert i to sæt.

Puig har dog hjemmebanefordel i Miami, da mange puertoricanere er på anlægget for at støtte OL-guldvinderen.

Det var også tilfældet i kampen mod Samantha Stosur.

- Det var fantastisk at spille her. Jeg spiller hjemme foran min familie og venner og alle puertoricanerne derude. Jeg elsker jer, siger Puig efter kampen.

24-årige Puig er allerede begyndt at indstille sig på kampen mod andenseedede Wozniacki.

- Caroline og jeg har haft hårde kampe. Jeg har vundet nogle, og hun har vundet nogle, siger Mónica Puig og tilføjer:

- Jeg ser bare frem til at spille endnu en kamp foran mit hjemmebanepublikum. Så jeg er klar.

/ritzau/