OL-legende i chok: Jeg er ikke død

Der er næppe noget, du har mindre lyst til at læse om dig selv.

'Han døde 3. september som følge af gigt på et hospital i det sydlige London.'

Ikke desto mindre var det netop det, den engelske OL-legende Daley Thompson kunne overvære tirsdag, hvor han måske var ved at få sin aften-te i den gale hals.

Hvis man googlede Daley Thompson tirsdag, fik man nemlig den ovenstående melding om, at den dobbelte OL-guldvinder i tikamp var gået bort i en alder af 61 år.

Og mens alderen er rigtig, så var meldingen om hans død altså ikke.

'Bare for at gøre det klart, og selvom Wikipedia har annonceret min død, så er jeg stadig vældig meget i live! Ingen grund til at forsøge at fange mig gennem et medium eller et ouija-bræt,' skriver Daley Thompson på Facebook til et screenshot af Wikipedia-siden.

Wikipedia er drevet af brugere, der skriver på siden, og derfor kan der nemt forekomme fejlagtige oplysninger på siden, selvom mængden er fejl er blevet betydeligt færre siden Wikipedias start.

Daley Thompson er en af de største OL-legender, så Storbritannien nogensinde har produceret. Han tog OL-guld i tikamp i både 1980 og 1984, mens han også nåede at snuppe et VM-guld i 1983 samt to gange EM-guld.

Daley Thompson blev grundet en skade nød til at stoppe med atletik i 1992, men det forhindrede ham ikke i at fortsætte sin sportskarriere.

I 90'erne blev han således professionel fodboldspiller for Mansfield Town og Stevenage FC, inden han også nåede en kort karriere som racerkører i 1994.

Grundet sine flotte meritter var han også ambassadør for OL i London i 2012, hvor han også var tippet som en af de mulige kandidater, der var legendariske nok til at kunne tænde den olympiske flamme og således åbne de Olympiske Lege.

Hæderen tilfaldt i stedet syv teenagere, der hver især var blevet nomineret af en britisk sportslegende. Roeren Steve Redgrave overrakte flammen til dem. Daley Thompson var dog en af de syv, der nominerede et ungt OL-håb. Han nominerede løberen Desiree Henry, der i 2016 var en del af den bronzevindende 4x100 meter-hold.