Okore i trist nytårsnullert

Ron Vlaar humper fra banen i opgøret mod Crystal Palace og forlænger skadeslisten hos Aston Villa, hvor Jores Okore nu har styrket sit mandat som fast mand i startelleveren. 
Læs mere
Fold sammen

Opgøret mellem Aston Villa og kriseramte Crystal Palace blev som frygtet en chancefattig langgaber uden mål.

Aston Villa kunne ikke. Crystal Palace ville ikke rigtig. Og så blev Jores Okores møde med trængte Crystal Palace til en jævnt hen kedelig affære med 0-0 som det logiske facit.

Med bare 11 scorede mål er Aston Villa det mest målforlegne blandt samtlige 92 ligaklubber, og den triste statistik formåede man ikke at rokke ved imod Crystal Palace, som efter fyringen af Neil Warnock nu har holdt nullet to kampe på stribe.

Den formentlig kommende Crystal Palace-manager, Alan Pardew, var på plads og kunne se værterne fra Birmingham dominere første halvleg med en massiv boldbesiddelse og tilsvarende få forsøg på at få gardinerne bag Julian Speroni til at blafre.

Christian Benteke og Alan Hutton testede Palace-keeperen, men det er ikke effektiviteten, der kendetegner Aston Villa, som kan glæde sig over at have en velfungerende defensiv.

Her spillede Jores Okore igen en bemærkelsesværdig fin kamp, hvor den unge danskers fysiske råstyrke og påpasselighed var i top.

Undervejs måtte Okore sige farvel og på gensyn til sin hollandske forsvarsmakker Ron Vlaar, der måtte lade sig udskifte efter et smæld. Det var sjette stamspiller på Villas skadesliste og med defensivspillere som Senderos og Nathan Baker ude, ligner det en fast plads i startopstillingen til Okore.

Det uafgjorte resultat mellem Villa og Palace kunne sidstnævnte være bedst tjent med, selv om et point ikke var nok til at få London-klubben over stregen.

Okore og Villa har lidt mere luft til bundstriden. Villa kan se frem til at skulle møde Kasper Schmeichels stærkt nedrykningstruede Leicester på fremmed græs i næste spillerunde, hvorefter Liverpool (h) og Arsenal (u) venter det målhungrende mandskab.