Og milde kvinder hvor har de magt

Guld-reportageEn storslået guldrejse er fuldendt. Fra Atlanta til Sydney. Efter en af OL-historiens mest medrivende finaler nåede dansk kvindehåndbold nye historiske højder.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

ATHEN

Der var en verden til forskel, men glæden, jublen, æren og stoltheden kunne de ikke tage fra dem.

I skærende kontrast til de mere ægte glædes- og jubelscener, der udspilledes i sekunderne efter de danske håndboldkvinder - i et af de mest medrivende dramaer i håndboldspillets historie - havde styrtet forvildet, kejtet, men evigt lykkelige rundt, der hvor de nu trives bedst, nemlig i en håndboldhal, virkede de på en måde lidt forlegne, da de blev fejret ved en vist nok improviseret sejrsfest i det danske Meeting Point.

Det foregik ude ved havet, langt fra den hjemlige salten østerstrand, som vi alle havde skrålet med på, da flaget steg til tops i hallen. En sejrsfest med et sammensurium af sponsorerer, fans, Team Danmark, DR-TV og så alle os andre.

Reportere, fotografer, tilløbere, rygklappere i en stor kaotisk blanding. Ingen andre nævnt, men derfor heller ikke glemt.

Om end guldpigerne, ganske smukt i øvrigt, sang »Et hold i verden. Der er kun et hold i verden« og fik kylet nogle kolde øl og champagne ned i selskab med tre retter hurtig mad, kunne det virke som om, de inderst inde følte, at de ikke lige var på rette sted på rette tidspunkt.

Klædt let, lyst og sommerligt gjorde de deres pligt. Stillede op og snakkede med alle os, der bare igen og igen skulle have bekræftet, hvad Henriette Mikkelsen tænkte i sekunderne inden hun satte det afgørende straffekast i nettet ?

Hvordan Karin Mortensens dag havde været siden hun nu blev en anden af OL-finalens store danske heltinder ?

Hvor mange af de etablerede spillere, der fortsætter efter denne som de kaldte deres livs triumf?

Hvorfor Katrine Fruelund er øjeblikkets bedste håndboldspiller i verden.

Akkompagneret af bølgernes lystige skvulpen blev der også taget masser af billeder til hjemmecomputeren. »Frue, for satan. Vi skal lige have et billede sammen,« som de mest påtrængende opfordrende råbte. Igen og igen.

Katrine Fruelund og de andre stillede smilende op, mens landstræner Jan Pytlick holdt sig lidt i baggrunden med en stille, med kølig sejrspilsner eller to.

Inden det gik tilbage til Den Olympiske By og den store interne sejrsfest, der for nogles vedkommende fortsatte med deltagelse i afslutningsceremonien i aftes, mens andre uden hæmmende bånd bare slog sig løs ude i storbyen, kunne man høre landstræneren, nærmest opgivende gentage, at dette faktisk var for meget af det gode.

Et er at vinde en olympisk finale over Sydkorea. Noget ganske andet er at vinde en olympisk finale over Sydkorea med 38-36 efter to gange forlænget spilletid og straffekast.

Det er en af den slags ting, man - med mindre man er meget uheldig - kun kommer til at opleve en gang i livet.

»Hvor gerne jeg end vil, kan simpelthen ikke fortælle dig, hvordan, hvornår og hvorfor vi vandt,« erkendte landstræneren. »Jeg kunne overhovedet ikke klare mere, da vi røg ud i straffekastene.

Jeg må erkende, at jeg faldt totalt sammen. Derfor gemte jeg mig i et hjørne af hallen. Turde ikke følge dette drama af dimensioner, men da jeg hørte de store jubelbrøl, begyndte jeg at ane, at vi havde vundet,« sagde manden, der gjorde dansk håndbold historisk.

Det er første gang i kvindehåndboldens historie, at det samme land har vundet tre gange i træk. For fuldstændighedens skyld gentager vi gerne:

OL-guld i Atlanta 1996.

OL-guld i Sydney 2000.

OL guld i Athen 2004.

Tre forskellige Dream Teams. Som sagt og skrevet tidligere. Fra holdet i Atlanta, der var drevet af individualister med verdens bedste Anja A i spidsen til det velfungerende kollektiv i det græske.

Pytlick kunne dog berolige med, at det først var i den allermest afgørende fase, at selv en erfaren træner måtte bryde sammen og gemme sig bag lukkede øjne.

Allerede efter den første uafgjorte forlængelse havde han - i samarbejde med assistenttræner Kim Jensen - besluttet, hvem der skulle eksekvere de fem danske straffekast.

Katrine Fruelund, Lotte Kiærskou, Line Daugaard, Mette Vestergaard og Henriette Mikkelsen stod der i prioriteret rækkefølge. Skulle det blive nødvendigt med et sjette kast var Rikke Hørlykke udset. Valget var let. Hun foreslog det selv.

Ingen af de fem udvalgte protesterede, men unge Mikkelsen, »Henry,« kaldet, var ikke meget for at skulle være sidste skytte, hvorfor hun blev rykket en plads op.

Som konkurrencen udviklede blev hun pudsigt nok alligevel den, der afgjorde. Da Karin Mortensen havde snuppet to koreanske forsøg kunne Henry sikre sejren - og det gjorde hun.

»Hun er jo fræk som en slagterhund. Derfor var jeg ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle skyde,« sagde landstræneren.« Skønt den danske allroundangriber i den ordinære kamp ikke havde fået mere end godt fem minutters spilletid og ikke haft et eneste skud på mål.

»Jeg så, der stod fem navne på sedlen og blev lidt overrasket over, at mit var et af dem, « sagde matchheltinden bagefter. »Jeg var ikke nervøs eller bange, men var meget glad for, at Karin allerede havde klaret to koreanske forsøg.

Derfor var det jo ikke katastrofalt, hvis jeg havde brændt. Vi havde fortsat haft en sidste chance, hvor Mette med garanti havde scoret,« sagde et af dette landsholds nyeste ansigter.

Måske i virkeligheden spilleren, der kom med på det yderste mandat, men som til fulde har fremstået som en af fremtidens kvinder i verdens bedste (kvinde)håndboldnation.

Festen i de maritime omgivelser ebbede forholdsvis hurtigt ud. Altså for guldvindernes vedkommende. Tankerne, der denne dag fløj fra det ene til det andet, hurtigere end Katrine Fruelund kan fremtvinge straffekast, kunne ikke undgå at ramme emnet: Hvordan ser det danske kvindelandshold ud om nogle måneder.

Dette var selveste jubeløjeblikket. Den største triumf for alles vedkommende, hvorfor det nærmest forekom upassende at spørge de etablerede navne, om de nu vælger landsholdet fra.

Playmaker Lotte Kiærskou er en af dem, der har truffet sin beslutning, men i går ville hun ikke afsløre, hvad den går ud på. Et godt bud er at det ligner et farvel til nationalmandskabet.

Camilla Thomsen er en anden tvivler: »Man skal synes det er sjovt at være med, og i dag var det jo rigtig sjovt, men jeg tænker lige videre.«

Mette Vestergaard og Kristine Andersen kan også tænkes at være blandt dem, der forlader guldholdet, men helt galt kan det aldrig gå. Katrine Fruelund bliver:

»Jeg ved ikke, hvad der sker,« lød hendes kommentar umiddelbart efter kampen. »Jeg har lige lavet 15 mål i en OL-finale. Det er aldrig sket tidligere, men det er jo ikke min fortjeneste alene. Vi har et godt hold og fungerer godt sammen - som et hold. Vi får det absolut bedste ud af hinanden.

Hvad med Beijing om fire år? råbte en kollega fra de bagerste rækker?

»Nu må vi se, om kroppen holder, men jeg er med til EM i december. Det håber jeg også mange af de andre er. Faktisk vil jeg opfordre dem til ikke at droppe landsholdet.«

Rent kontant udløste sejren 1,6 millioner kr. fra Team Danmark og et lignede beløb fra hovedsponsor E-boks, der i øvrigt stopper som sådan ved årets udgang.

En af dette OLs mest solide danske spillere har været Line Daugaard. I går blev hun pakket alvorligt ind af sydkoreanerne, hvorfor det kun blev til to fuldtræffere:

»Det betyder mindre, da jeg aldrig har prøvet noget lignende som denne kamp. Det var jo fuldstændigt vanvittigt. Jeg gemte mig ikke, da »Henry« skulle skyde det afgørende straffe, men jeg anede ikke, hvordan stillingen var.

Jeg var bare fortsat så lykkelig over, at mit eget straffe gik ind, at jeg slet ikke fulgte med mere, men da jeg så de andre kastede sig rundt på gulvet, tænkte jeg, at vi nok havde vundet.«

Hvorfor danskerne på de yderste marginaler vandt denne vanvittige match, der med klicheen over alle klicheer ikke havde fortjent en taber, er et spørgsmål, der vil blive analyseret i årevis.

Mange kloge mænd og kvinder vil vove pelsen og vurdere og vurdere, men det kan kun blive gætterier. Flere af de danske spillere gav i sejrens stund deres forsigtige bud.

Måske havde koreanerne lige den ekstra smule nerver på, da de traditionen tro var lovet livslang pension og et deraf følgende liv uden økonomiske problemer.

Man kan godt forestille sig, hvilke tanker der gik gennem Lim og Moons hoveder, da de misbrugte deres straffekast. Det var jo deres skyld, at deres holdkammerater nu ikke var sikret et liv i om end ikke luksus så velstand.

Line Daugaard var villig til at købe den forklaring:

»Vi vandt fordi de kæmpede for deres fremtidige liv. Vi kæmpede for æren.«

Udgangen kunne være en omskrivning af nationalsangen. Der er et yndigt hold,« ville være passende, men det kunne misforstås, da ynde kun er en del af dette mandskab, der i går viste fightervilje på højeste niveau.

Så skal der synges videre, er der kun en fra den danske sangskat, der passer. Den om de milde kvinder, hvor har de magt.

Tillykke.