Klasseforskellen var tydelig, da Odenses håndboldkvinder førte fra start til slut og vandt 38-30 ude over Krim Ljubljana i Champions League.

Det var den tredje sejr i træk for Odense, der er nummer to i gruppe B med 11 point efter syv kampe. Brest topper tabellen med et point mere for en kamp færre.

De to bedste hold er sikret en plads direkte i kvartfinalen, mens nummer tre til seks skal ud i knockoutkampe for at nå samme stadie.

Odense har tre point ned til Ferencvaros på tredjepladsen, inden ungarerne senere lørdag gæster Brest.

Allerede fra starten af lørdagens kamp tog Odense teten og kom hurtigt foran 8-4 ved den velspillende venstrefløj Elma Halilcevic, der endte som delt topscorer med syv mål.

Odense dominerede stort og scorede nærmest efter behag, og det blev 19-10 ved den spanske stregspiller Lysa Tchaptchet.

Krim nåede at reducere et par gange, og Odense fik lidt problemer få minutter før pausen, hvor hjemmeholdet var to spillere i overtal.

Men symptomatisk for kampen uden at få det store ud af det.

Odense-keeperen Yara ten Holte eller overliggeren stod i vejen for slovenerne, og fynboerne kunne derfor gå til pause med en føring på 23-16.

Den føring blev udbygget i anden halvleg, hvor Odense var oppe at føre med 11 mål flere gange. Krim var aldrig i nærheden af point.

Slovenerne pyntede dog en anelse på resultatet med tre mål i træk i slutfasen og endte med at tabe kampen med otte mål.

Krim får mulighed for revanche allerede i næste weekend, når holdet skal en tur til Fyn.

/ritzau/