Odense Håndbold sikrede onsdag aften en forventet udesejr i kvindernes håndboldliga, men det holdt hårdt mod værterne fra København.

Efter 16-16 ved pausen vandt Odense med 31-29.

På den hjemlige scene plejer Odense ikke at tabe til andre end Team Esbjerg, men for en uge siden leverede Sønderjyske lidt af en sensation ved at få uafgjort med hjem fra Odense.

Måske inspirerede det København i onsdagens hjemmekamp, som var helt lige i de første 45 minutter.

København førte med 14-12 og senere 19-18 lidt inde i anden halvleg.

I det sidste kvarter var Odense lige en lille tand skarpere, da det skulle afgøres.

Russeren Anna Vyakhireva skabte Odenses første tremålsføring ved 27-24 med syv minutter tilbage, og det kom hjemmeholdet ikke helt tilbage fra.

Godt nok reducerede færøske Maria Palsdottir Nólsoy til 29-30 med 34 sekunder tilbage på uret, men Nikita van der Vliet satte sagerne på plads sekunder senere i den anden ende.

Med sejren ligger Odense toer i tabellen med 17 point for 10 kampe. København har 12 point på femtepladsen.

Samtidig vandt Viborg med 34-25 ude over HØJ og har dermed 11 point som nummer seks. HØJ har otte point på ottendepladsen.

RITZAU