Odense fremtvinger tredje DM-finale trods Reistad-show
Esbjergs Henny Reistad scorede vilde 19 mål, men Odense vandt alligevel 33-30 og fremtvang tredje DM-finale.

Esbjergs Henny Reistad scorede vilde 19 mål, men Odense vandt alligevel 33-30 og fremtvang tredje DM-finale.

Med ryggen mod muren stod Odense Håndbold lørdag imod en fuldstændig vanvittig præstation fra Henny Reistad og fremtvang en tredje og afgørende DM-finale mod Team Esbjerg.
Hjemme på Fyn vandt de forsvarende mestre fra Odense den anden DM-finale med 33-30 mod esbjergenserne, der ellers havde matchbold efter en 37-30-sejr i første finale hjemme på Vestkysten.
Stjernen Reistad gjorde med vanvittige 19 scoringer ellers sit til, at Team Esbjerg skulle sikre guldet i den anden finale på Fyn.
Afslutningerne fra distancen blev klappet i kassen, og Odense kunne ikke håndtere Reistads fysik i gennembrudsspillet, men holdkammeraterne levede slet ikke op til verdens bedste håndboldspillers niveau.
I stedet var det et effektivt og afbalanceret Odense-mandskab, som tog sejren mod enmandshæren Reistad.
Dette års finaleserie har efter de to første opgør udviklet sig i samme stil som i fjor. I 2025 vandt Team Esbjerg ligeledes første kamp sikkert, men Odense svarede igen og endte med at tage guldet i en tæt tredje finale på Fyn.
Hvorvidt dette års finaleserie ender som en tro kopi, afgøres tirsdag. Denne gang er hjemmebanefordelen dog vendt om, når den afgørende DM-finale spilles i Esbjerg.
I lørdagens finale i Odense var det værterne, der startede bedst. Defensiven stod solidt og fremtvang gæsterne til flere tekniske fejl.
Det var dog ikke mange redninger, som de fynske værter havde. Da Esbjergs Henny Reistad samtidig begyndte at vise klasse, blev det en jævnbyrdig første halvleg.
Et par gode fynske forsvarsaktioner og to gode gennembrud fra Viola Leuchter på Odenses højreback sørgede for, at Odense tog momentum med ind i anden halvleg.
Der var bare et problem for fynboerne. Henny Reistad.
Odense kunne slet ikke styre verdens bedste kvindelige håndboldspiller, der ene kvinde holdt Esbjerg med i opgøret.
Tre Reistad-scoringer i rap bragte Esbjerg foran 22-21, men hun manglede altså hjælp fra holdkammeraterne, for at Esbjerg fastholdt teten.
Godt nok var Reistad god, men ingen af hendes holdkammerater ramte dagen. Og så er Odense altså en for god modstander til, at en kvindes præstation er nok.
Fynboerne straffede prompte store Esbjerg-fejl, og med et par kontrascoringer kom Odense foran med tre for første gang i kampen.
Reistad blev dog ved med at imponere, og det var udelukkende hendes fortjeneste, at Team Esbjerg indtil de sidste par minutter kun var bagud med et par scoringer.
Tre minutter før tid blev den norske stjerne dog ramt af en afgørende udvisning. Det var dødsstødet for Team Esbjerg, der ikke havde andet at komme med.
/ritzau/