Odense Håndbold er klar til kvartfinalerne i kvindernes Champions League.

I søndagens returkamp i playoffrunden spillede Odense hjemme 34-34 mod ungarske DVSC Schaeffler, og dermed vandt Odense samlet efter femmålssejren på udebane i den forgangne weekend.

Nemt var det dog ikke for Odense i returen. Holdet spillede en skidt første halvleg, men løftede niveauet i anden halvleg, så den samlede sejr ikke kom i fare.

Thale Rushfeldt Deila og Viola Leuchter førte an med henholdsvis ni og otte mål.

I kvartfinalen skal Odense igen op mod et ungarsk hold, og her bliver det på papiret en noget større mundfuld i form af Györ, der er forsvarende Champions League-mester efter sidste års finalesejr over netop Odense.

I alt syv gange har Györ triumferet i turneringen siden 2013.

Team Esbjerg er også klar til kvartfinalerne efter samlet sejr over Podravka og skal nu møde rumænske CSM Bucuresti.

Odense udstillede klasseforskel i den første kamp på udebane, hvor fynboerne flere gange var foran med otte mål i anden halvleg, så det lignede en ren ekspeditionssag i returkampen i Odense.

Men DVSC Schaeffler spillede sin chance fra start og havde succes med at gå hårdt til den i duellerne.

Efter ni minutter førte ungarerne med 9-4 og havde dermed udlignet sammenlagt.

Odense scorede derpå tre i træk og kom på 7-9, men det var ikke et varsel om, at Odense havde fået fat i kampen.

Det fynske hold kunne ikke få angrebsspillet til at køre, og spillerne virkede rådvilde.

Med tre minutter tilbage af første halvleg kom DVSC Schaeffler igen foran med fem ved 15-10, men Odense åd dog lidt af afstanden og gik til pause med 13-16, efter at Thale Rushfeldt Deila havde reduceret med sit femte mål.

Rushfeldt Deila fortsatte, hvor hun slap efter pausen og med sin syvende træffer fik hun Odense på 19-21.

Odense var nu endelig som ventet bedst, og det gav den første føring ved 23-22.

Tyske Viola Leuchter fik også gang i skudarmen og sørgede for at holde Odense i front, da kampen stadig var på vippen. Med sit syvende mål tordnede hun bolden i hjørnet til 30-29 med ti minutter tilbage.

Det forblev tæt til det sidste, og udeholdet havde chancen for at vinde, men missede et straffekast på Yara Ten Holte, der stod en god kamp i Odense-målet, i sidste sekund.

/ritzau/