Opdateret

Odense CL-besejrer Ikast og forlænger pletfri sæsonstart

Odense Håndbold forlængede sin sejrsstime med en komfortabel sejr over Ikast i Champions League.

Odense Håndbold var klart bedre end Ikast i søndagens Champions League-kamp. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Odense Håndbold har fortsat gjort rent bord med lutter sejre i den nye sæson. Både i den hjemlige liga og i Champions League.

I sidstnævnte turnering vandt Odense søndag eftermiddag det rent danske opgør med 35-28 over Ikast Håndbold.

Allerede i første halvleg skabte fynboerne et solidt fundament med pauseføringen på 17-12, og afstanden var efter pausen helt oppe på ni mål.

Ikast førte med 2-1, men det skulle så også blive den sidste midtjyske føring i hele kampen.

Med fire mål i træk vekslede hjemmeholdet nemlig 1-2 til 5-2.

Ikast svarede flere gange igen og reducerede til fynske føringer på blot et mål, men i en god Odense-periode scorede Maren Aardahl sit fjerde mål og skabte den første føring på fire ved stillingen 15-11.

Mie Højlund sørgede kort efter for, at føringen lød på fem mål halvvejs.

Odense slap ikke gaspedalen efter pausen, men satte sagerne endeligt på plads i begyndelsen af anden halvleg. Med fire mål i træk kom Odense på 22-13.

Ikast kom lidt bedre med i kampens resterende del, men ikke nok til at komme tilbage og skabe spænding om udfaldet.

Ikke mindst norske Helene Fauske gjorde med sine syv mål sit til, at sejrens størrelse endte på syv overskydende mål.

Midtjyderne er nu oppe på ti indbyrdes kampe i træk mod Odense uden sejr.

Med sejren har Odense fire point for to kampe, mens Ikast har to point for premieresejren i gruppe B.

I næste spillerunde om to uger skal Odense på udebane op mod kroatiske Podravka, der også har indledt Champions League med to sejre.

/ritzau/