Odense Bulldogs utilfreds med straf til voldsanmeldt ishockeyspiller

Ishockey-klubben Odense Bulldogs er langt fra tilfredse med den straf, Frederikshavn White Hawks-spilleren Kristian Jensen har fået.

Kristian Jensen fik 17 spilledages karantæne i metalligaen for et slå Bulldogs-spilleren Lucas Bjerre Rasmussen i jorden under de to holds kamp fredag.

Og det er alt for lidt, mener Odense Bulldogs.

Klubben har mandag udsendt en pressemeddelelse med deres reaktion på straffen, som Disciplinærudvalget i Metal Ligaen udstedte søndag.

'Efter vores opfattelse er sanktionen alt for mild og uacceptabel. Der er i andre ligaer givet betydeligt længere karantæner for lignende hændelser. Det vi var vidne til i fredags, har intet med ishockey at gøre,' skriver Odense Bulldogs.

Klubben har desuden offentliggjort et åbent brev fra spillerne i Odense Bulldogs, hvor man ligeledes udtaler, at man er rystet over situationen.

'Hændelsen er en af de mest groteske situationer nogensinde i iskockey, og KJ (Kristian Jensen, red.) udviser intet hensyn til menneskets liv og en absolut mangel på respekt for hans modstander og ischokey. At finde på en straf på to måneders karantæne, hvor KJ kun misser 17 kampe, er en absurd og alt fot lille straf for et overfald, der i værste tilfælde kunne have resulteret i en 18-årig knægts død.'

Lucas Bjerre Rasmussen blev slået bevidstløs af Kristian Jensen på isen, men Odense Bulldogs skriver, at han efter omstændighederne har det godt.