OB tog tre point i Århus

Med en 2-0-sejr i Århus fik OB en perfekt start på sæsonen, mens AGF må konstatere, at der efter to hjemmekampe fortsat er nul point på kontoen.

Der står stadig et stort rundt nul ud for AGF's navn i tabellen efter dagens hjemmekamp mod OB. Sidste sæsons nummer fire var simpelthen for stor en mundfuld for oprykkerne, der tabte den tætte kamp med 0-2.

Kampens første mål blev efter en halv times spil scoret af Johan Absalonsen, der dannede frontduo for gæsterne med nyindkøbet David Nielsen. Med mindre end ti minutter tilbage lukkede indskiftede Mads Timm kampen med 2-0-målet, der ligesom det første mål var kreeret af den lynhurtige wing, Jonas Borring.

Dermed har de 7662 tilskuere, der trodsede regnen på NRGi Park, stadig en SAS Liga-sejr til gode, efter at de første to hjemmekampe ikke har givet udbytte. /ritzau/