OB overvejer at forlænge med stortalent

Hasan Kurucay har kontraktudløb i OB til sommer. Men selv om talentet er stort, er OB ikke sikker på, om den vil forlænge med ham.
Læs mere
Fold sammen

Det kan synes underligt, at en spiller, der er fast mand på U18-landsholdet i Tyrkiet og konkurrerer med talenter fra Dortmund, PSV Eindhoven og Bursaspor om de to startpladser i midterforsvaret, ikke er på en længere kontrakt i OB.

Men desværre for Hasan Kurucay er hans temperament lige så stort som hans talent, og det får fynboernes sportsdirektør, Jesper Hansen, til lige at trække vejret en ekstra gang og overveje, om han skal forlænge talentets kontrakt.

»Hasan er helt klart et stort talent. En voksen spiller på mange måder og med en rigtig god fysik og et godt hovedspil. I den første sæson, jeg var i OB, fik han flere røde kort, så det har været voldsomt. Der er ingen tvivl om, at Hasan er typen, der skubber brystet frem, når han spiller. Han spiller med et stort hjerte og pondus og er en vinder. Og så har han et iltert temperament, som vi arbejder meget med at få styr på. Og som går i den rigtige retning,« siger Jesper Hansen og tilføjer:

»Vi vil gerne beholde Hasan, men vi har de her problemstillinger, vi skal have afklaret, så på den måde er vi i en situation, hvor vi lige trækker luft ind.«

Selv om OB arbejder på Hasan Kurucays temperament, påpeger Jesper Hansen, at det er vigtigt, at man er påpasselig med at ændre ham for meget.

»Dem, man selv har problemer med, har modstanderne også problemer med. Der er ingen tvivl om, at Hasan ikke er en spiller ud af et dusin. Men det er ikke sådan, at Hasan er en spiller, vi ikke vil have noget med at gøre. Han skal tage skridt i den rigtige retning, men også bevare sin vindervilje. Lunten må ikke blive for kort, og hvis vi får filet nogle kanter af ham, så kan han godt gå en rigtig fin fodboldkarriere i møde.«