OB ophæver kontrakt med angriber

Darko Bodul har fået ophævet sin kontrakt i OB. Fold sammen
Læs mere

Darko Bodul er aldrig blevet den store succes i OB, og nu er den tidligere Ajax-angriber sammen med klubben blevet enig om at ophæve kontrakten.

Det meddeler OB på sin hjemmeside.

»Der er ingen tvivl om, at Darko er en dygtig fodboldspiller, men han har haft svært at finde den nødvendige rytme og kontinuitet i sit spil, og derfor har han siddet meget på bænken. Det er hverken holdbart for ham eller os, og derfor er vi blevet enige om at afbryde samarbejdet, et halvt år før hans kontrakt ellers ville udløbe. Vi ønsker Darko held og lykke med hans videre karriere, siger OBs sportsdirektør, Jesper Hansen.

»Jeg er ærgerlig over, at jeg forlader OB, før min kontrakt udløber, for jeg føler, at jeg har kvaliteterne til at være med her. Men for at nå mit højeste niveau skal jeg spille flere kampe, og derfor er det bedst at komme videre og finde en ny klub, hvor jeg kan spille fast. Jeg vil savne OB meget, for det har været som en familie for mig. Jeg har set holdkammeraterne mere end min familie, så jeg ønsker klubben og spillerne alt det bedst. Jeg håber, at vi kan ses en dag i en af de europæiske turneringer«, forklarer spilleren selv.

Darko Bodul, som kom til Odense fra østrigske Sturm Graz i januar 2013, scorede ni mål i 52 kampe for OB.