OB henter tre spillere

Den fynske SAS Liga-klub OB præsenterede onsdag Thomas Helveg og Jonas Troest samt den montenegrinske angriber Srdjan Radonjic

Det var ikke kun landsholdsspilleren Thomas Helveg, der onsdag blev præsenteret som ny spiller i OB. Den fynske SAS Liga-klub har således også sikret sig forsvarsspilleren Jonas Troest fra Hannover samt den montenegrinske angriber Srdjan Radonjic. Sportsdirektør Kim Brink mener, at OB dermed står godt rustet til forårets medaljekamp i SAS Ligaen.

- Med tilgangen af Helveg, Troest og Radonjic har vi forstærket truppen både defensivt og offensivt. Der er tale om tre dygtige fodboldspillere, der på hver deres måde kan bidrage væsentligt til vores i forvejen stærke trup. Thomas Helveg med sin rutine, Jonas Troest med sit store talent og Srdjan Radonjic med sit målinstinkt. Så vi glæder os til at se de tre spillere i aktion sammen med resten af truppen, sagde Kim Brink på et pressemøde på Fionia Park.

/ritzau/