Selskabet bag superligaklubben AGF præsenterede onsdag et underskud før skat på 21 millioner kroner for perioden 1. juli 2024 til 30. juni 2025.
Resultatet er i overensstemmelse med de senest udmeldte forventninger, der lød på et underskud på mellem 20 og 40 millioner kroner før skat.
Det fremgår af årsrapporten fra AGF A/S.
- Efter seks år i træk med tocifrede millionoverskud kommer vi ud med et kalkuleret underskud, og vi kan nøgternt konstatere, at det er markant dyrere at bygge nyt stadion med mange flere følgeomkostninger, end der oprindelig var lagt op til, siger administrerende direktør Jacob Nielsen.
Omsætningen for det forgangne regnskabsår er steget til 188 millioner kroner, hvilket er 2 millioner kroner mere end året før.
Det er til trods for, at fodboldklubben har spillet halvdelen af regnskabsåret på et stadion med reduceret kapacitet i Vejlby, hvilket har påvirket omsætningen negativt.
Den væsentlige årsag til, at omsætningen alligevel er steget, er en stigning i indtægter fra samarbejdspartnere og sponsorer, lyder det i årsrapporten.
- Forsinkelserne af stadionbyggeriet er en alvorlig streg i regningen, der stiller store krav til vores indtjeningsevne i hele organisationen og vores evne til at skabe resultater på fodboldbanen - både i form af point og udvikling af spillere med et salgspotentiale, siger direktør Jacob Nielsen.
Personaleomkostningerne i det eneste regnskabsår lyder på 133 millioner kroner, hvilket er en stigning på 16 millioner kroner i forhold til året før. Det skyldes primært øgede udgifter til den sportslige sektor, skriver selskabet.
Klubben skilte sig i regnskabsåret af med cheftræner Uwe Rösler og købte Jakob Poulsen fri i Viborg som afløser.
AGF havde ikke nogen store salg i regnskabsperioden. Sommerens farvel til midtbaneprofilen Mads Emil Madsen, der blev solgt for et stort millionbeløb til FC København, hører under det igangværende regnskabsår.
AGF ligger aktuelt på førstepladsen i Superligaen.
/ritzau/