Nyt kaos truer landevejs-VM

Nyt voldsomt krav fra de tyske arrangører sender igen VM på landevej til øjeblikkelig tælling, da UCI hverken kan og vil indfri tyskernes ønske om et startforbud til ryttere, der har afsonet en dopingdom.

Bedst som man troede, at balladen om VM på landevej havde nået sin epilog, tårner nye problemer sig op for september-arrangementet i Stuttgart.

Øjensynligt har de tyske arrangører nu skærpet kravene til de startende cykelryttere i en grad, så Den Internationale Cykelunion (UCI) er stået af.

Det rækker ikke længere, at rytterne skriver under på en særlig VM-erklæring a la UCIs antidopingcharter. Ifølge belgiske Sportwereld.be kræver arrangøren nemlig yderligere, at UCI kun giver starttilladelse til ryttere, der aldrig har været involveret i nogen form for doping - hvilket også indbefatter ryttere, som har afsonet en karantæne for en biokemisk genvej.

Et så voldsomt krav vil i så fald ramme eksempelvis en rytter som Saunier Duvals skotte David Millar, der i dag efter sin karantæne regnes for en af feltets foregangsmænd i kampen mod doping. Og det kan hverken UCIs regler eller unionens præsident Pat McQuaid acceptere, skriver den flanderske sportsavis.

Hagen er bare den, at tyskerne angiveligt står urokkeligt fast på disse krav og er parat til at smide hele kampen om den regnbuefarvede trikot, hvis UCI ikke ændrer holdning.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra unionens hovedkvarter i Aigle. Men det danske UCI-medlem, Peder Pedersen, maner til besindighed hos arrangøren og håber, at udmeldingerne er et oplæg til forhandling.

»Hvis de meldinger er rigtige, så vil jeg sige, at nu må alle lige tænke sig om. Men jeg tror og håber, at det er forhandlingstaktik fra tyskernes side. De må være interesserede i at huse den her begivenhed, vil jeg mene, og så er det her nok et forsøg på at opnå så meget som muligt,« siger Peder Pedersen og fortsætter:

»Man kan jo ikke konsekvent bare lukke folk ude, hvis de har taget deres straf og taget ved lære. Jeg kan i hvert fald ikke se det hensigtsmæssige i det. David Millar er et godt eksempel på en, der har taget sin straf og lært af sine fejl, og han har gavnet i kampen mod doping. Der må også være nogen, som rådgiver arrangørerne på det rent juridiske plan, og der er jo noget, der hedder menneskerettigheder. Om det her så rækker så langt, ved jeg ikke umiddelbart. Men det lyder meget rabiat. Jeg er dog stadig overbevist om, at man finder en løsning.«

I aftes gentog den tyske indenrigsminister Wolfgang Schäuble, at landevejs-VM bliver en »ny begyndelse«, og uden at nævne uenighederne med UCI slog han fast, at både Tyskland som stat, arrangørbyen Stuttgart og arrangørkomiteen står sammen om stramme antidopingkrav.

Efter planen køres VM på landevej fra den 25. til den 30. september.