Nyt drama: Dansk storhold skifter ud

 

Der sker lidt af hvert på den danske Counter-Strike-scene for tiden.

Senest var det North, der bænkede deres holdkaptajn Casper 'cadiaN' Møller, og nu er det så danske Heroic, der skifter ud.

Holdet, der aktuelt ligger nummer 21 i verden, har nemlig valgt at hente Niels Christian “NaToSaphiX” Sillassen ind. Han erstatter dermed Daniel “mertz” Mertz, der bliver bænket fra det aktive mandskab.

Det oplyser Heroic i en pressemeddelelse.

»Jeg har været tålmodig i et par måneder nu, men det er på tide at komme tilbage og give den gas. Jeg har fået et hold, jeg vil forpligte mig til, og jeg håber på en lang og succesfuld rejse med Heroic,« fortæller 22-årige 'NaToSaphiX'.

Heroic har tidligere været ejet af danske RFRSH, der også ejer Astralis, men tidligere på året valgte den danske organisation så at sælge holdet.

Heroic har haft svært ved for alvor at bide sig fast blandt verdens bedste hold og forsøger sig derfor nu med et nyt lineup, der skal bringe holdet tættere på top-10.

Dermed består holdet nu af følgende spillere.

  • Patrick 'es3tag' Hansen
  • Benjamin 'blameF' Bremer (holdkaptajn)
  • Martin 'stavn' Lund
  • Adam 'friberg' Friberg
  • Niels Christian 'NaToSaphiX' Sillassen

Torsdag er det nye Heroic-mandskab så allerede i gang, når de forsøger at kvalificere sig til turneringen ESL One Cologne 2019.