Nyt dansk par slog VM-finalister

Britta Andersen og Joachim Fischer er i kvartfinalen i Malaysia Open efter en sejr i tre sæt over VM-sølvvinderne Donna Kellogg og Anthony Clark.

Det blev en realitet, da danskerne besejrede VM-finalisterne og Denmark Open-vinderne Donna Kellogg og Anthony Clark, England.

Der var ellers ikke meget, der tydede på en dansk overraskelse, da de semifinaleseedede englændere tog første sæt med hele 21-7, men midt i andet sæt rykkede danskerne fra 7-8 til 11-8 og holdt sig i front til sætsejr på 21-16. Tredje sæt blev vundet med de overbevisende cifre 21-8.

I kvartfinalen møder Joachim Fischer og Britta Andersen kineserne Zhang Jun og Zhao Tingting, der torsdag besejrede Jonas Rasmussen og Lena Frier Kristiansen med 21-17, 21-17.

Der er dog stadig mulighed for en ren dansk semifinale, for Thomas Laybourn og Kamilla Rytter Juhl slog sig videre med en sejr på 24-22, 21-13 over Koo Kien Keat/Wong Pei Tty fra Malaysia. Men det kræver blandt andet en overraskelse, når Lars Paaske og Mette Schjoldager senere i dag skal op mod de topseedede indonesere Nova Widianto og Lilyana Natsir.

/ritzau/