Nyslået verdensmester får igen skovlen under alpinkongen

Henrik Kristoffersen slog Marcel Hirscher ved VM, og søndag triumferede nordmanden igen foran østrigeren.

Henrik Kristoffersen kørte et flot andet gennemløb i Bulgarien, og det sikrede ham sejren. Dimitar Dilkoff/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

For første gang i denne World Cup-sæson lykkedes det norske Henrik Kristoffersen at slå den levende østrigske skilegende Marcel Hirscher.

Den 24-årige nordmand tog overraskende VM-guld i storslalom for nyligt i Åre foran netop Hirscher, og han fulgte op med at være stærkest i samme disciplin søndag i bulgarske Bansko.

Efter første gennemløb var Hirscher ellers 22 hundrededele foran Kristoffersen, men en lille fejl af Hirscher i andet gennemløb kostede en del tid.

Selv om han halede ind til sidst, måtte han se sig slået med blot 4 hundrededele på målstregen.

Sejren var Henrik Kristoffersens første i World Cup-sammenhæng siden januar 2018 og hans 17. i alt i karrieren.

Han har en stor samling af andenpladser på meritlisten, da Hirscher sædvanligvis er stærkere end alle andre.

29-årige Hirscher kunne dog trøste sig med, at han med andenpladsen sikrede sig den samlede sejr i storslalomsæsonens World Cup.

Den har han vundet hvert år fra og med 2015. Han har også allerede sikret sig sejren i World Cuppen i slalom og er sikkert i spidsen for den samlede World Cup.

Den kommer han til at vinde for ottende gang i træk, hvilket er uden sidestykke i den alpine skisportshistorie.

/ritzau/