Den argentinske fodboldlegende Diego Maradonas svigtende nyrer burde have været et advarselssignal for hans læger.

Det sagde en nyrespecialist tirsdag under retssagen om fodboldspillerens død, skriver nyhedsbureauet AFP.

Maradona døde som 60-årig, mens han var i bedring efter en operation for en blodansamling i hjernen.

Han led af "kronisk nyresygdom", fortalte Hernan Trimarchi, som er læge med speciale i nyrer og nyresygdomme, til en domstol nær Buenos Aires.

Flere sundhedsprofessionelle har siden midten af april været stillet for retten for mulig grov uagtsomhed, der kan have bidraget til fodboldikonets død.

Det gælder syv personer, herunder Maradonas personlige læge, psykiater og sygeplejere.

Argentineren, der i 1986 førte Argentina frem til VM-titlen i Mexico, døde af hjertesvigt og akut væskeansamling i lungerne i et lejet hus i Buenos Aires-forstaden Tigre 25. november 2020.

I retssagen undersøges det også, om de sundhedsprofessionelles beslutning om at lade stjernen komme sig i et privat hjem i stedet for på et hospital bragte hans liv i fare.

Fra Hernan Trimarchi lød det i retten tirsdag, at spillerens nyrer var forstørrede og indeholdt læsioner, som kunne være forbundet til fedme, kokainbrug og forhøjet blodtryk.

"Som minimum" burde patienten have været "tilset dagligt af en læge" og have fået daglig pleje, daglige blodprøver og overvågning af hans vitale parametre, lød det.

Ifølge specialisten er der ikke blevet registreret nogen blodprøver under den periode på to uger, Maradona forsøgte at komme til kræfter igen.

Fra nyrelægen lød det tirsdag også, at Maradonas kraftigt stigende vægt og blodtryk burde have givet anledning til bekymring.

I april blev retten vist billeder af stjernen på sit dødsleje med en voldsomt udspilet mave som følge af væskeansamlinger.

En obduktion viste, at han havde været i store smerter i flere timer op til sin død.

Trimarchi er den tredje specialist, der har fortalt retten, at Maradonas læger overså afgørende advarselstegn.

De anklagede, som risikerer op til 25 års fængsel, nægter at være ansvarlige for fodboldikonets død.

Retssagen ventes tidligst afsluttet i september.

RITZAU