Nykøbing Falster Håndboldklub er for alvor stemplet ind i denne sæsons Champions League.

Anført af en flyvende Clara Lerby vandt falstringerne på hjemmebane med 31-26 over de tyske mestre fra Blomberg-Lippe efter en snæver pauseføring på et enkelt mål.

Sejren var tiltrængt for NFH, som blot havde fået et enkelt point ud af de to første kampe i den største europæiske klubturnering.

Holdet kravler derfor op på fjerdepladsen i den otte hold store gruppe, hvor også Odense Håndbold står med tre point. Fynboerne har dog spillet en kamp færre.

Blomberg-Lippe gik ind til kampen som undertippet efter nederlag i de to første kampe, men gæsterne ydede fin modstand i Spar Nord Boxen i første halvleg.

Kønt var det ikke fra nogen af siderne, og præstationen af de to målvogtere Anne Christine Bossen og Nicole Roth i hver sin ende var i virkeligheden det mest nævneværdige.

Efter pausen blev forskellen på holdene tydeligere.

En velspillende Clara Lerby scorede mål efter behov, og ved stillingen 19-16 i dansk favør så udeholdets træner, Steffen Birkner, sig nødsaget til at tage et alvorsord med sine spillere i en timeout.

Det hjalp bare ikke det store.

Fra en svær vinkel lavede Lerby sit ottende af i alt ni mål og bragte Nykøbing Falster på 25-20. Det blev knockoutstødet for Blomberg-Lippe, selv om Birkner desperat forsøgte sig med en sidste opsang.

De tyske mestre fik reduceret forspringet til tre mål, men kom ikke tættere. Moa Högdahl tog ansvar, og med et gennembrud bankede hun føringen op på fire mål og eliminerede den sidste snert af tvivl om udfaldet.

RITZAU