Nye ryttere kommer i anden række

Fem af Team CSC's Tour de France-ryttere har kontraktudløb i år, Kim Andersen forventer at kunne melde noget ud om forlængelser under Tour de France.

Team CSC har fået prædikatet verdens bedste cykelhold efter to år i træk af have vundet holdenes Pro Tour, og i disse dage har holdet den gule førertrøje i Tour de France, som sidder på schweiziske Fabian Cancellara skuldre.

I forsøget på at bevare holdets styrke, har sportsdirektør Kim Andersen fået til opgave at snakke forlængelser med nogle af Tour-rytterne på vej rundt i Frankrig. Og der kan blive nok at snakke om, for fem af de ni Tour-rytteres kontrakter udløber i år: Kurt-Asle Arvesen, David Zabriskie, Jens Voigt, Inigo Cuesta og Christian Vandevelde.

- Vi er egentlig godt tilfredse med den gruppe af ryttere vi har, og derfor er vores førsteprioritet at snakke med dem, der skal have fornyet deres kontrakter, siger Kim Andersen, der håber og forventer at kunne melde noget ud i forhold til forlængelser, inden Tour-feltet når Paris./ritzau/