Nye fakta om Michael Rasmussen

UCI har ifølge Berlingske Tidendes oplysninger formentlig været bekendt med Michael Rasmussens tur til Pyrenæerne.

Michael Rasmussen-sagaen fortsætter. Nu er der dukket en fax op, som viser at danskeren har opholdt sig i Pyrenæerne i tre dage før Tour de France i juni måned. Arkivfoto: Vibeke Toft/AFP Fold sammen
Læs mere

Michael Rasmussen var i Pyrenæerne fra den 27. juni til 29. juni. Derefter var han i Danmark frem til den 2. juli for at deltage i DM. Det fremgår af en en kopi som Berlingske Tidende er kommet i besidelse af af en Michael Rasmussen-fax til Den Internationale Cykle Union, UCI. Afsendt den 26. juni.

I faxen meddeler Michael Rasmussen ikke direkte, at han ville være i Pyrenæerne, men at han den 27. juni og de efterfølgende to dage »ville (prøve)køre 13. og 14. etape af Tour de France«, som han skriver.

Da Berlingske Tidende fredag talte med Anne Gripper fra UCIs anti-doping kommission, udtalte hun, at UCI ikke var bekendt med, at Michael Rasmussen havde været i Pyrenæerne inden Tour de France. En oplysning, som heller ikke dukkede op i medierne under Tour de France.

Berlingske Tidende kunne ikke fange Anne Gripper i går, og derfor er det ikke lykkedes at få bekræftet, om UCI har modtaget den nævnte fax.

Michael Rasmussen fastslog fredag overfor flere medier, at der ikke er noget nyt i, at han var i Pyrenæerne.

»Som jeg sagde oppe på podiet, da vi blev præsenteret ved DM, kom jeg direkte fra Pyrenæerne,« udtalte han eksempelvis.

Den kritiske periode
Ifølge Berlingske Tidendes oplysninger er Michael Rasmussens dage i Pyrenæerne heller ikke en del af den såkaldt kritiske periode, som UCI, Danmarks Cykle Union, DCU og Antidoping Danmark interesserer sig gevaldigt meget for. Den handler nemlig om de omkring tre uger inden da, hvor Michael Rasmussen trænede i Mexico ifølge den meddelelse han sendte UCI.

Men som den tidligere italienske toprytter og nuværende TV-ekspert Davide Cassani udtalte til DR, umiddelbart før Rabobank hev Michael Rasmussen ud af Touren:

»Den 13.-14. juni trænede jeg i Dolomitterne, og der så jeg Michael Rasmussen, som var i gang med at træne i kraftigt regnvejr. Jeg er helt sikker, fordi jeg kender ham godt. Jeg spurgte, om han havde brug for noget, fordi det regnede kraftigt.«