Ny træner i BIF

Brøndby fik i går Tom Køhlert som ny træner, efter Meulensteen valgte at fratræde.

Tom Køhlert blev i går præsenteret som ny cheftræner i Brøndby. Hans nye job starter på mandag, og hans hans kontrakt er på 2½ år.

Det er langt fra første gang at Tom Køhlert træder til i krisetider. Senest skete det i 2002, da han tog over efter norske Åge Hareide, der i dag er træner for hjemlandets landshold. Dengang resulterede vikariatet i et dansk mesterskab, ligesom det gjorde i 1985, hvor Brøndby også havde Køhlert som cheftræner.

Men ellers har den 59-årige klubveteran arbejdet mest med talentudvikling, og han kommer fra et job som træner for U20-truppen og 2. divisionsholdet. Og han har flere gange udtalt, at det er talentarbejdet han brænder for.

»Min situation har ændret sig siden, jeg sidst var vikarierende træner i Brøndby. Jeg er nu i stand til at påtage mig cheftrænerjobbet 100 procent. Derfor er jeg meget glad for at klubben rettede henvendelse til mig og tilbød mig en 2½-årig kontrakt. Det giver mulighed for at realisere den strategi, vi har lagt for at fastholde Brøndby IF i toppen af dansk fodbold,« siger Tom Køhlert til brondby.com.

Reaktioner på Brøndbys internet-fora viser, at tilhængerne er dybt chokerede over den uventede melding.

Men samtidig er der blandt tilhængerne stor respekt om Tom Køhlerts mangeårige virke for klubben. En holdning, som den administrerende direktør ubetinget deler:

»Tom Køhlert har i mange år leveret et fantastisk stykke arbejde for Brøndby IF og har udviklet store profiler og samtidig formået at levere flotte resultater. Netop den kombination, og hans store erfaring fra mange års trænervirke, gør, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, han er manden, der skal føre Brøndby IF tilbage i toppen af dansk fodbold. Vi er meget glade for, at Tom har valgt at overtage ansvaret for klubbens øverste hold på permanent basis, efter at han i mange år har villet koncentrere sig om talentudviklingen,« siger direktør Per Bjerregaard.