Roberto De Zerbi forholder sig i et interview med klubbens medieafdeling til den kritik, som hans ansættelse som cheftræner i Tottenham har medført.

Italieneren var sidste år cheftræner i Marseille og kommenterede dengang på profilen Mason Greenwoods fortid med anklager om forsøg på voldtægt og kontrollerende adfærd.

Anklagerne blev droppet, og De Zerbi bemærkede, at engelske Greenwood virker som "en god fyr", der havde "betalt en høj pris" og ikke matchede det billede, som engelske medier havde skabt af ham.

Det skal dog på ingen måde tolkes som en nedtoning af anklagerne mod Greenwood, slår De Zerbi nu fast.

- Jeg har aldrig ønsket at bagatellisere problemet med vold mod kvinder eller vold mod nogen overhovedet. De, der kender mig godt, ved, at jeg ikke er en person, der går på kompromis for at vinde endnu en kamp eller en titel.

- Jeg er ked af, hvis jeg har stødt nogen i forhold til dette emne. Jeg har en datter, og jeg er meget følsom over for den slags. Jeg håber, at folk med tiden vil lære mig bedre at kende og forstå, at jeg ikke havde til hensigt at tage stilling, siger De Zerbi.

Italieneren har overtaget trænersædet i Tottenham efter en kort ansættelse af kroatiske Igor Tudor, som ikke var i stand til at rette skuden op efter fyringen af danske Thomas Frank.

Som resultat heraf har Tottenham blot ét point ned til nedrykningsstregen, inden De Zerbi om halvanden uge debuterer som cheftræner med en udekamp mod Sunderland.

Uanset sæsonens udfald er De Zerbi dog ved roret i næste sæson, fastslår han.

- Jeg har lavet en femårig kontrakt, fordi det er en stor udfordring for mig. Jeg er træner i Tottenham i næste sæson uanset hvad. Det er den største udfordring i min karriere, og jeg er klar, siger De Zerbi.

Den 46-årige italiener har tidligere været cheftræner i England. Han var fra 2022 til 2024 cheftræner i Brighton, inden han tog videre efter uenigheder med klubbens ledelse.

Han har ud over Marseille også været forbi Shakhtar Donetsk samt Sassuolo og Benevento i hjemlandet.

/ritzau/