Formel 1-ikonet Lewis Hamilton har gang i en mindre god sæson bag rattet efter skiftet til Ferrari forud for sæsonen.
Faktisk er det med længder den værste sæson i britens karriere, erkender den syvdobbelte verdensmester selv efter endnu et skuffende grandprix i Las Vegas.
- Jeg har det forfærdeligt. Det har været den værste sæson nogensinde, siger Lewis Hamilton til Sky Sports.
- Uanset hvor meget jeg prøver, bliver det bare værre og værre. Jeg har prøvet alt både i og udenfor bilen.
I søndagens grandprix i Las Vegas startede Hamilton sidst og sluttede som nummer ti.
Det var første gang siden 2009, at en Ferrari-kører startede bagest efter kvalifikationen.
Lewis Hamilton, der skiftede Mercedes ud med Ferrari i begyndelsen af året, har endnu ikke stået på podiet i Formel 1-sæsonens 22 løb.
En sprintsejr i Shanghai er sæsonens lyspunkt, mens Ferrari som hold ikke har sejret i Formel 1-sæsonen.
I det samlede regnskab er Hamilton på sjettepladsen med 149 indsamlede VM-point, men det rækker på ingen måde til at blande sig blandt podiepladserne.
Alene op til Max Verstappen på tredjepladsen er der 217 point op.
McLarens Lando Norris topper VM-stillingen med 408 point foran holdkammeraten Oscar Piastri på andenpladsen med 378 point.
/ritzau/
