Ny racismesag rammer italiensk fodbold

Abelyde afbrød onsdagens Serie A-kamp mellem Lazio og Napoli.

Napoli vandt kampen mod Lazio med 2-0 og fører fortsat Serie A. Fold sammen
Læs mere
Foto: ETTORE FERRARI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På grund af racistiske tilråb blev fodboldopgøret onsdag aften mellem Lazio og Napoli stoppet i tre minutter undervejs.

Det skete, da kampens dommer ville stoppe tilråb fra hjemmeholdets fans mod Napolis Kalidou Koulibaly.

- Jeg må rose kampens dommer, fordi situationen var blevet pinlig, siger Napoli-træner Maurizio Sarri til Mediaset Premium.

Italien har indført strenge antidiskriminations-love, og de gør det muligt for dommerne at stoppe opgør, hvis fornærmende adfærd ikke går væk af sig selv.

Koulibaly var tilsyneladende målet for abelyde, men også Napolis øvrige spillere og byen Napoli stod for skud.

En af de mest populære anti-Napoli-sange på de italienske fodboldstadioner er "vask dem i lavaen fra Vesuv" med reference til vulkanen over Napoli, som i år 79 f. Kr. destruerede Pompeji.

Sarri har dog også selv været ude med riven. Inter-træner Roberto Mancini beskyldte Sarri for at have fornærmet ham med homofobiske gloser.

Sagen kostede Sarri en bodsgang i pressen, to kampes karantæne i Coppa Italia samt en bøde på 150.000 kroner.

Lazio-lejren indstillede efter kampen til eftertænksomhed.

- Hvis jeg havde været kampens dommer, havde jeg ikke stoppet kampen. Selvfølgelig er disse tilråb ikke gode, og folk er nødt til at opføre sig civiliseret og vise respekt.

- Men jeg tror ikke, at de var racistiske i deres natur, vi har selv sorte spillere.

- Jeg prøver ikke at bortforklare, men vi giver for stor opmærksomhed til en minoritet (af fans, red.), siger Lazio-træner Stefano Pioli.

Napoli vandt kampen mod Lazio med 2-0 og fører fortsat Serie A.

/ritzau/AFP